Thisted Kommune melder klar til kamp mod maddiker

Med de stigende temperaturer følger også mange steder maddiker i affaldsbeholderen.

Nu melder Thisted Kommune sig for alvor ind i kampen mod maddiker, som er udklækkede flueæg.

Med en ny kampagne, som bl.a. består af små, korte film til biograf og facebook, er håbet at så mange thyboer som muligt, vil blive plaget mindst muligt de kommende måneder.

Start inde i huset
Kampen mod maddiker starter inde i huset. En klasket flue lægger ingen æg, så fluesmækkeren er et uundværligt redskab.

Det næste er at forhindre fluerne i at lægge æg i madaffald. Så det gælder om at holde låg på beholderen til madaffald eller sætte den inde i et skab.

Selve beholderen skal helst stå køligt og i skygge, for maddiker trives bedst i varme. Det er også en rigtig god idé at vaske beholderen grundigt med vand og sæbe en gang eller to i løbet af sommerhalvåret.

Køb en vask
Du kan købe en vask via Thisted Kommune, enten på appen Affald Thy eller i selvbetjeningen

Samme sted kan du også bestille en ekstra tømning, hvis maddikerne har indtaget affaldsbeholderen.

– Vi håber, at mange vil tage imod og følge rådene. Det er meget ubehageligt at opleve maddiker i sin affaldsbeholder eller andre steder i huset. Vi kan ikke garantere, at ingen får maddiker, men følger man rådene, er man rigtig godt hjulpet, siger formand for Klima-, Miljø- og Teknikudvalget Esben Oddershede til kommunens hjemmeside.

Forfatter

Related posts

Top