Thisted Kommune er et yderområde på forkant

Thisted Kommune står som mange andre kommuner over for tydelige udfordringer med faldende befolkningstal, flere ældre og færre unge og deraf ændrede bosætningsmønstre. Kommunen er samtidig beriget med unik natur og landskaber, som skal udnyttes bedre. Det kræver omstilling og det skal kampagnen ”Yderområder på forkant” hjælpe med.

Kampagnen ”Yderområder på forkant” skal hjælpe Thisted Kommune til at udvikle en strategi, der sætter fokus på at udnytte de store potentialer i kommunen. Yderområder på forkant skal tillige supplere de allerede igangværende tiltag f.eks. udvidelsen af Hanstholm Havn og erhvervsindsatsen og samlet set kan alle indsatser føre Thisted Kommune godt ind i næste årti.

– Vi ved godt, hvilke udfordringer vi står over for. Der skal nytænkning til, hvis vi skal kunne modstå f.eks. urbaniseringstendensen og det faldende befolkningstal. Det går ikke længere at tænke vækst i traditionel forstand. Vi skal tænke udvikling på en helt anderledes og ny måde. Vi skal hægte udviklingen op på de stedbundne kvaliteter, vi har i vores kommune, ikke mindst vores natur og landskaber. Det er blandt andet dét som Realdania-kampagnen ”Yderområder på forkant” skal hjælpe os med, siger borgmester Lene Kjelgaard Jensen.

Ny måde at tænke udvikling
Den kommende strategi skal tage afsæt i fire af kommunens absolutte potentialer, hvilket er en ny måde at tænke udvikling på.

De fire er:

• natur og friluftsliv
• energi- og fødevarelandskabet
• bystrukturen
• de unge – morgendagens borgere.

Målsætningen er med andre ord at skabe en strategi for omstilling af kommunen. En strategi, der baserer sig på natur og landskab, hvor Nationalpark Thy udgør en naturlig samarbejdspartner. Borgere, foreninger og erhvervsliv er andre nødvendige samarbejdspartnere, da det er dem, der kender deres lokalområde bedst og kender områdernes styrker og svagheder.

Rådgiverfirmaet Second City skal hjælpe med at udvikle strategien og lede projektarbejdet.

– Vi ser et væld af stedbundne potentialer i Thisted Kommune og opfatter kommunen som foregangsland bl.a. som hjemsted for landets første nationalpark og som førende inden for vedvarende energi. Vi ser det som en utrolig spændende opgave at bidrage til en strategi for, hvordan naturen og landskaberne kan bringes i spil, når vi skal lave byer, miljøer og arbejdspladser til borgerne, på tværs af generationer, fortæller Trine Skammelsen fra Second City.

Kommunen efterlyser borgernes ideer
Alle interessenter har mulighed for at bidrage med inputs, ideer og oplæg. Projektet løber indtil udgangen af 2016 og der vil blive afholdt offentlige møder undervejs. På møderne får borgere, foreninger og erhvervslivet mulighed for at komme med input, ligesom der vil blive oprettet et digitalt ”dialogvindue”. Det første offentlige møde forventer kommunen at holde i januar 2016.

– Yderområder på forkant er et rigtig spændende projekt, som vi glæder os meget til at komme i gang med. Der er ingen tvivl om, Thisted Kommune står over for store udfordringer i fremtiden, men vi har også mange potentialer at bygge på. I den forbindelse vil vi bede borgerne om at bidrage med ideer, slutter Lene Kjelgaard Jensen.

FAKTA:
Thisted Kommune er blandt de 20 udvalgte kommuner, der har opnået støtte gennem kampagnen Yderområder på forkant; et projekt der er iværksat i et fællesskab mellem Realdania, det tidligere Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter, det tidligere Miljøministeriet ved Naturstyrelsen og KL.

Kommuner i kampagnen skal udvikle strategiplaner, der viser nye veje til en realistisk, nuanceret og positiv omstilling af yderområderne frem til 2030. Så yderområderne kan være på forkant med udviklingen – til gavn for hele landet.

Læs mere om kampagnen på www.paaforkant.dk.

Foto : Friends of Cold Hawaii

Forfatter

Related posts

Top