Thisted Kommune er Danmarks næstbedste erhvervskommune

En fortsat god dialog med de lokale håndværkere og entreprenører, en hurtig behandling af byggesager samt udbud på en lang række lokale anlægsprojekter er med til at sikre Thisted Kommune en solid 2. plads i den årlige analyse fra Dansk Byggeri af kommunernes erhvervsklima.

Det er Dansk Byggeri der hvert år tager temperaturen på, hvor erhvervsvenlige kommunerne i Danmark er.

Struer Kommune ligger nr. 11 på listen over erhvervsvenligheden i kommunerne hvilket er et fald i forhold til sidste års 6. plads.

Morsø Kommune ender på 22. pladsen – en forbedring i forhold til sidste års 41. plads.

Værre ser det ud i Lemvig Kommune der er dumpet 10 placeringer ned på listen til en plads som nr. 56 ud af landets 98 kommuner.

Interesseorganisationen måler blandt andet på, om kommunerne er hurtige til at ekspedere sager om nye byggerier, hvordan affald fra de erhvervsdrivende bliver håndteret, samt hvordan udbuddet af opgaver for kommunen foregår. De forskellige parametre giver en samlet placering.

Igen i år ligger Thisted Kommune endnu engang solidt placeret på en samlet 2. plads, og på 1. pladsen når det handler om ekspedition af byggesager og udbud af opgaver til lokale entreprenører og håndværkere.

Analysen fra Dansk Byggeri trækker blandt andet på nøgletal fra 2019, mens andre data er indhentet i foråret 2020. Det vil sige både lige før og under coronatiden.

– Men resultatet er ikke påvirket af konsekvenser eller tiltag, der relaterer sig til corona, som for eksempel da regeringen valgte at lave en suspendering af anlægsloftet for 2020 eller at udskyde betalingen af dækningsafgift, oplyser Thisted Kommune i en pressemeddelelse.

Niels Jørgen Pedersen, der er formand for kommunens udvalg for Erhverv, Arbejdsmarked og Kultur, glæder sig over den fortsatte gode placering:

Niels Jørgen Pedersen. Foto: Thisted Kommune

– Det er rigtigt glædeligt, at vi bevarer vores 2. plads og vi dermed har vist, at vi kan bevare et højt niveau i vores samarbejde med de lokale virksomheder, fremfor at smide grus i maskineriet. Det er resultatet af en lang og vedvarende indsats igennem flere år.

På den politiske bane er der derfor også fortsat fokus på, at kommunen leverer et højt niveau af service.

– For alle medlemmerne af Kommunalbestyrelsen er det vigtigt, at vores virksomheder og iværksættere oplever en service og en myndighed, som er nem at have med at gøre. Vi skal ikke være dem, som stikker en kæp i hjulet, men dem, som hjælper med at gøre tingene nemmere indenfor lovens rammer. Derfor mener jeg også det er rigtigt positivt, at vi har kunne fastholde et højt niveau selv under coronakrisen, og at vi igennem hele det sidste år har leveret gode resultater til de erhvervsdrivende, udtaler borgmester Ulla Vestergaard.

Udover byggesagerne scorer Thisted Kommune en 1. plads på udbud af opgaver og en 3. plads på erhvervsaffald. Her spiller 24/7 ordningerne i Hanstholm og Thisted ind, samt at den generelle afgift for at komme af med affaldet blev fjernet i januar, 2019. I stedet betaler hvert firma kun, når de kører ind på genbrugspladserne for at læsse af.

Dansk Byggeris samlede analyse kan ses på www.erhvervsvenlighed.dk.

LÆS OGSÅ:

Erhvervenlighed: Morsø Kommune kravler op ad rangstien

 

Foto: Thisted Kommune

Forfatter

Related posts

Top