Thisted klar til Open by Night: – Husk gavekortene

Takket være den enorme opbakning, der har været til coronaprojektet med at bringe Thy tilbage i balance, ligger der lige nu gavekort for intet mindre end 3,6 millioner kroner hjemme i thyboernes skuffer.

Når der i aften holdes Open by Night i Thisted er det derfor en oplagt mulighed for at komme ned i butikkerne og få indløst nogle af de mange gavekort. Først når de bliver brugt gør de nemlig gavn for de lokale handlende.

– Derfor er opfordringen også at tage dem med til Open by Night og bruge dem på nogle af de flotte og spændende tilbud, vores lokale handlende disker op med, siger handelschef Michael Vendelbo.

Selvom det langt fra er slut med diverse restriktioner er handelschefen helt tryg ved igen at inviterer gæster i massevis til byen:

– Vores kunder er fantastiske til at efterleve anbefalingerne, og det gør, at livet i Thisted by så småt er ved at vende tilbage. Vi er ikke tilbage på niveau med tidligere, men det går stille og roligt fremad, siger han.

I tidsrummet 18-21 vil der blive spillet livemusik forskellige steder i byen. Gråskæg optræder i handelsgaderne kl. 16.00-17.30 og igen 18.30-20.00. Butikkerne holder åbent til klokken 21.

Foto: Søren Mygind

Forfatter

Related posts

Top