Thisted Forsikring udbygger Cold Hawaii støtte

Cold Hawaii missede Danskernes Idrætspris, men med støtte fra Thisted Forsikring gør foreningen klar til World Cup 2015 i Klitmøller.

– Vi synes det var flot, at Cold Hawaii var blandt de tre nominerede og håbede naturligvis på, at de ville gå hele vejen. For at understrege vores engagement for projektet har vi besluttet at støtte Cold Hawaii med 100.000 kr. i 2015, fortæller adm. direktør i Thisted Forsikring, Dennis René Petersen.

Tidlig støtte er værdifuld
For Friends of Cold Hawaii betyder den tidlige udmelding om støtte, at man godt tør melde ud, at der også bliver en afdeling af den prestigefyldte windsurfing konkurrence PWA World Cup i Klitmøller i 2015.

– Vi skal ud at skaffe mere end 1 mio. kr. i sponsorpenge, og med den tidlige udmelding er Thisted Forsikring en slags motor. Vi har tidligere set, at deres engagement er med til at skaffe flere sponsorer, så vi ser dem som en god samarbejdspartner, siger formanden for Friends of Cold Hawaii, Finn Jorsal og fortsætter:

– Det var Thisted Forsikrings fortjeneste, at der blev World Cup hos os i 2014. Vi havde besluttet at droppe det, men så kom de på banen – og det lykkedes. Deres støtte har været guld værd for os – og er det stadig.

Til september bliver det sjette gang, at Cold Hawaii afholder WPA World Cup. Finn Jorsal kan bekræfte, at der er stor interesse for Cold Hawaii fra hele verden – primært i World Cup ugen, men også resten af året følger både danske og udenlandske medier, hvad der foregår i foreningen.

– Det gav os en god mediedækning at blive nomineret til Danskernes Idrætspris og komme blandt de tre projekter i finalen.Det er med til at gøre projektet kendt, og det er ikke kun i vores egen interesse. Både kommunen og regionen bruger vores brand til at markedsføre området, siger Cold Hawaii formanden Finn Jorsal, som slår fast:

– Vi er kommet for at blive. Nu satser vi bare på, at vinden viser sig fra sin bedste side til september.

Et brand for hele regionen
Thisted Forsikring har tidligere støttet Cold Hawaii via Lokalsikringsprisen, som netop går til ideer og projekter, der er med til at skabe glæde og værdi i lokalområdet. Denne gang har Thisted Forsikring imidlertid valgt at støtte projektet med et beløb, der ikke tages fra Lokalsikringsprisen.

– Vi vil gerne gøre noget ekstraordinært for Cold Hawaii efter det store fokus, der har været på foreningen i forbindelse med Danskernes Idrætspris og deltagelsen i Sport 2014, siger adm. direktør Dennis René Petersen og uddyber:

– Vi ser Friends of Cold Hawaii som en forening, der skaber store og positive værdier – ikke bare for Klitmøller og Thisted, men for hele regionen. Cold Hawaii er mere end blot en idrætsbegivenhed, men en brandingaf hele området. Deres mange forskellige aktiviteter har i høj grad været med til at skabe lokal udvikling og sætte Thy på både land- og verdenskortet. Det fortjener anerkendelse.

Forfatter

Related posts

Top