Thisted Forsikring: Sådan sikrer du dit hus mod efterårsstorme

Efteråret er for alvor kommet til Danmark, og med efteråret kommer også risikoen for storme.

Derfor kan det være en god ide, at stormsikre sit hus før stormene kommer. Skadechef i Thisted Forsikring, Brian Nielsen, give følgende råd:

– Gå en runde om huset og tjek om der er løse tagsten/rygninger. Hvis det er tilfældet, så sørg for at de bliver fastgjort eller skiftet.
– Fjern eller fastgør havemøbler, trampoliner samt andre løse genstande i haven. Løse genstande kan flyve rundt i storm og forvolde skader på huse, biler, dyr eller mennesker.
– Tjek om du har gamle træer, eller grene der er i risko for at vælte eller knække af under en storm. Hvis det er tilfældet anbefaler vi, at du fælder træerne eller saver de dårlige grene af.

Stormudgifter for millioner
I 2015 fik Thisted Forsikring anmeldt i omegnen 750 stormrelaterede skader til en samlet udgift på 7 mio. kr.
I 2013, hvor blandt andet stormene Allan, Bodil og Carl rasede hen over landet, modtog Thisted Forsikring ca. 2200 anmeldelser om stormrelaterede skader til en samlet udgift på omkring 42 mio. kr.

Storme i Danmark 2013-2015
28. oktober 2013 – Allan: 
Stormen Allan var en hurtig storm der varede ca. 3 timer. Allan satte Danmarksrekord med vindstød på over 54 m/s. Allan var i øvrigt den første storm der blev navngivet i Danmark.
5. december 2013 – Bodil: Bodil var en massiv storm der en overgang  sneg sig op på orkanniveau i Vestjylland. Bodil varede i ca. 20 timer, og røg direkte ind på top-10 på den 100 år gamle danske stormliste. Bodil skabte store problemer med stormflod, fordi vinden var vedholdende fra en helt forkert retning.
14. marts 2014 – Carl: Stormen Carl raserede om natten og varede ca. 4 timer.
9. januar 2015 – Dagmar: Dagmar føg hen over Danmark en kold fredag i januar og huserede i ca. 12 timer.
10. januar 2015 – Egon: Hidsigproppen Egon blev også kaldt den lange lømmel. Egon blev i dagene op til selve stormen kaldt for Dagmars lillebror, men hurtigt skulle det vise sig, at Egon rent faktisk var storebror. Stormen varede i 30 timer.
7. november 2015 – Freja: Freja væltede stilladser, knækkede flagstænger og rev tagsten af huse og andre bygninger. Freja var værst i Nordjylland
29. november 2015 – Gorm: Gorm blæste ind over Danmark en søndag aften, og sneg sig op på orkanstyrke ved Sjællands Odde. DMI målte Gorm til 36 m/s, med vindstød op til 46 m/s.
4. december 2015 – Helga: Helga, eller Hurtige Helga, blæste ind over Nordjylland den første fredag i december, og varede fra tidlig morgen til middags tid. Helgas middelvinde blev målt til 22 m/s. I Hirtshals gik vinden fra 11 m/s til 27 m/s på en enkelt time. Helga toppede, ligeledes i Hirtshals, med 34,5 m/s målt i vindstødende svarende til orkanstyrke.

Kilder: Thisted Forsikring, DR Vejret

Forfatter

Related posts

Top