Thisted Forsikring opruster

Hos Thisted Forsikring er de gode til at holde på medarbejderne. Faktisk så gode at det ikke er unaturligt at der fejres 10,15 og 25 års jubilæum hos det lokalt forankrede forsikringsselskab i Thy, som også har medarbejdere der har været i selskabet i mere end 30 år.

– Det er nu ikke fordi vi er grå i toppen. Vores medarbejdere kommer ofte til os i en ung alder, og vi er stolte af at vi kan give dem masser af faglige udfordringer og et rigtig godt fællesskab så de vælger at blive hos os længe, fortæller administrerende direktør Dennis René Petersen.

Derfor kommer det også helt naturligt for det 164-år gamle selskab at opruste i den yngre del af arbejdsstyrken. Så nu har Thisted Forsikring indhentet nye ansigter til salgsorganisationen.

Ny salgschef skal sikre den fortsatte vækst
1. marts 2017 tiltrådte 32-årige Thomas Harbo Madsen som salgschef i Thisted Forsikring. Han efterfølger Peder Kronborg som indtræder i rollen som partnerchef. Thomas Harbo Madsen er bachelor i erhvervsøkonomi HA og har i en årrække været ansat i Tryg Forsikring, først som kunderådgiver og senere som assurandør. Han har solid erfaring med hele paletten af forsikringer, både erhverv, privat og pension, og har også arbejdet med partnersalg og i mange år også arbejdet som underviser i Tryg, både på fagkurser og salgskurser.

Foto: Thisted Forsikring

Thomas Harbo Madsen er ny salgschef hos Thisted Forsikring. Foto: Thisted Forsikring

Thomas har haft flere muligheder for at arbejde med ledelse, blandt andet i København, men har tilvalgt salgschef-jobbet i Thisted Forsikring.
– Det jeg ser i Thisted Forsikring, er en virksomhed med højt til loftet, hvor kerneværdierne er helt på plads, nemlig at levere ordentlige forsikringer og rigtig god kundeservice med et smil i stemmen. Jeg var slet ikke i tvivl om at det her skulle være mit næste job. Jeg glæder mig i dén grad til at komme i gang med at samarbejde med vores stærke og erfarne hold på 18 assurandører, så vi kan sikre den fortsatte vækst i Thisted Forsikring, siger Thomas Harbo Madsen.

Flere kunder – derfor udvides assurandørkorpset
For at imødekomme tilgangen af kunder som vælger deres lokale forsikringsselskab til, er holdet af assurandører også blevet udvidet pr. 1. februar. Som ny assurandør siger Thisted Forsikring velkommen til 30-årige Lars Kristian Kristiansen. Han har i de seneste år boet og arbejdet i Aarhus, men efter at han med sin kæreste Sofie og deres søn Oscar på 2 år er vendt tilbage til hjemegnen, har Lars Kristian Kristiansen altså valgt at tiltræde stillingen som juniorassurandør hos det lokale forsikringsselskab.

Foto: Thisted Forsikring

Lars Kristian Kristiansen er ny juniorassurandør Foto: Thisted Forsikring

Som juniorassurandør kommer Lars Kristian Kristiansen igennem et målrettet og planlagt forløb der fører til at han får den fulde uddannelse som exam. assurandør. Som assurandør kommer Lars Kristian Kristiansen til at operere både i Thisted og på Mors som han har godt kendskab til, da han oprindeligt er fra Sundby på Mors.
– Jeg er allerede godt i gang. Jeg ser frem til at møde en masse forhåbentligt kommende kunder og hjælpe dem med at få de helt rigtige forsikringer. Det er superfedt at komme med på holdet i en stærk lokal virksomhed. Jeg tror på at Thisted Forsikring bliver ved med at vokse, og det glæder jeg mig til at bidrage til, siger Lars Kristian Kristiansen om sit nye arbejdsliv.

Slægtsgården skal sikres
Omkring ansættelserne udtaler adm. direktør Dennis René Petersen, måske med et lille glimt i øjet:
– For os som har været hos Thisted Forsikring i snart en del år, er det vigtigt at overlade slægtsgården i endnu bedre stand end da vi overtog den. Det kræver ikke mindst at vi sørger for at den unge generation står klar til at drive forretningen videre. Og så er vi stolte af at vi som virksomhed er med til at skabe attraktive jobs for unge talenter her i lokalområdet.

Forfatter

Related posts

Top