Thisted Forsikring oplever stigende interesse for cyberforsikringer

Det er langt fra kun de store virksomheder der er i søgelyset hos de it-kriminelle. Også små og mellemstore virksomheder kan blive udsat for digitale angreb.

De it-kriminelle bliver mere og mere snu og finder hele tiden nye veje ind i dit it-system. Allerede tilbage i 2014 blev en lokal tømrer i Lemvig udsat for et angreb. Virksomheden fik hele sit system krypteret og måtte betale en løsesum for at få det låst op igen. Ransomware, som dette fænomen bliver kaldt, er en kendt metode til at presse penge ud af virksomheder.

Virksomheder der opbevarer persondata, har ansvar for at disse ikke kommer i de forkertes hænder. Virksomheden kan blive mødt med krav om erstatning hvis persondata som virksomheden har ansvar for, bliver offentliggjort eller på anden vis misbrugt.

Flere virksomheder vil sikre sig
Hos Thisted Forsikring oplever man en stigende interesse fra virksomheder, der gerne vil sikre sig mod digitale angreb. Og det giver god mening, lyder det fra erhvervsassurandør Brian Rosenkrantz Bech.

– Vi vurderer at cyberforsikring med tiden bliver lige så almindeligt for en virksomhed som en almindelig løsøreforsikring. En cyberforsikring vil aldrig kunne beskytte virksomheder mod sikkerhedsbrist, men den kan dække nogle af de tab, omkostninger og erstatningsbeløb, som en virksomhed kan stå tilbage med som konsekvens af et cyberangreb, siger Brian Rosenkrantz Bech. Han opfordrer til sund fornuft og gode rutiner.

Gør det svært for hackerne
– Man kommer langt ved at tænke sig om. Når man får en e-mail om at man har 11.000 kroner til gode i skat som man kan få udbetalt med det samme hvis man bare sender sit kontonummer, ja, så er det nok for godt til at være sandt, siger Brian Rosenkrantz Bech.

– En tyv er ikke kun en der bryder ind af døren. Det kan også være en der sidder ved et skrivebord og en computer. De fleste af os ved også godt, hvad vi kan gøre for at sikre os mod angreb, vi skal bare huske at gøre det og minde os selv og vores kollegaer om det. Det handler blandt andet om at sørge for sikkerhedskopiering og om at holde it-systemerne opdaterede, så hackerne har sværere ved at komme ind, siger Brian Rosenkrantz Bech fra Thisted Forsikring.

Sådan beskytter man sig mod cyberangreb
· Brug et godt antivirus-program med firewall og antispyware
· Programmer, styresystemer og internetbrowsere bør altid være opdaterede
· Lav regelmæssige sikkerhedskopier af virksomhedens data
· Vær ekstra opmærksom inden du åbner vedhæftede filer
· Trådløse netværk bør være beskyttet af password og gerne krypterede
· Pas på med at afgive personlige oplysninger, for eksempel på Facebook
· Beskyt passwords og sørg for at de er svære. Et godt password er på mindst otte tegn og rummer både store og små bogstaver, tal og tegn.
· Brug aldrig samme password til arbejdssystemer som til private konti
· Hent kun programmer på internettet fra steder du har tillid til

Forfatter

Related posts

Top