Thisted Forsikring lander overskud på 78,1 mio. kr.

Thisted Forsikring vokser på alle fronter. Det viser det nye regnskab. Overskuddet steg fra 69,3 mio. kr. i 2023 til 78,1 mio. kroner i 2024. Det forsikringstekniske afkast – det er det, man tjener på at være forsikringsselskab – er steget fra 30,8 mio. kr. i 2023 til hele 53,2 mio.kr. i 2024.

Derimod er afkastet på investeringerne faldet fra 38,5 mio. kr. til 24,9 mio. kr.

1.700 nye kunder har valgt Thisted Forsikring

Porteføljen hos Thisted Forsikring er steget fra 495 mio. kr. i 2023 til 538 mio. kr. i 2024. Det giver en vækst på 8,7 %, og ved udgangen af 2024 havde selskabet 1700 flere kunder end i 2023. Kunderne fordeler sig på både private og erhverv.

”Vi ser det som et udtryk for, at mange ønsker den personlige og nære rådgivning, som vi tilbyder. Hos os er der tid, og vi har dygtige og kvalificerede medarbejdere hele vejen rundt i huset. Og så er vi langt fremme på de digitale løsninger. Vores driftssikkerhed er meget stor, ” forklarer direktør Henrik Lavesen.

Forklaringen på kundetilvæksten findes også i selskabets lave afgang af kunder. Selskabet har i en årrække haft en målsætning om at levere markedets bedste kundeservice, og det mener Henrik Lavesen lønner sig i loyale kunder.

”Mange af vores kunder bliver hos os. Igen tror vi på, at det skyldes vores værdier om ordentlighed og kunden i fokus. Det er vi stolte af og glade for,” uddyber han.

Om- og tilbygning af domicil

Thisted Forsikring har i de seneste år oplevet en vækst i medarbejderstaben som resultat af selskabets vækst i kundeporteføljen.

Selskabet har de sidste fem år budt velkommen til 23 flere medarbejdere, og det gav et naturligt behov for mere plads. 2024 var derfor året, hvor domicilet i Thyparken i Thisted blev om- og tilbygget.

I dag er om- og tilbygningen færdig, selskabets medarbejdere er tilbage i vante rammer og kunderne kan opleve en bygning, hvor der er lagt stor vægt på at forbedre indeklima og akustik samt skabe plads til de ekstra medarbejdere.

Ændring i vejret og skaderne

Året 2024 bød på et markant antal vejrlig skader, som noget atypisk ikke inkluderede flere store storme.

Mange vil huske Stormen Rolf og den mindre sommerstorm Lillan. Tilsammen kostede de selskabet 7,8 mio. kr. i skadeudbedring, mens man i selskabet brugte lidt over 10 mio. kr. på en lang række mindre skader grundet frost, kraftig regn og stigende grundvand.

”I 2024 så vi et ændret mønster i de vejrlig skader. Hvor vi tidligere har haft store enkeltstående begivenheder, der gav mange skader, så vi i 2024 en lang række dagligdagsskader, som skyldes den store mængde nedbør, ” forklarer direktør Brian Nielsen.

Som hos øvrige selskaber følger man hos Thisted Forsikring med i vejrets udvikling.

”Vi har fået flere kunder, og det giver naturligvis flere skader. Hvis antallet af vejrlig skader stiger, og der så eksempelvis også kommer nogle store storme, kan det koste dyrt. Men her kan kunderne føle sig godt forsikrede. Vi er et velkonsolideret selskab med en solid egenkapital og en stor solvensoverdækning, så vi er godt rustet til fremtiden”, slutter Brian Nielsen.

Thisted Forsikring er et moderne forsikringsselskab med lokale rødder tilbage til 1853, hvor virksomheden blev etableret som et selvstændigt og gensidigt forsikringsselskab – ejet af kunderne. I dag er Thisted Forsikring et aktieselskab med en særlig konstruktion, der betyder, at det stadig er 100 % kundeejet. Dermed skal man ikke udbetale udbytte til f.eks. aktionærer.

Fotos : Bertel Bolt

Forfatter
Top