Thisted er Danmarksmester i natur

440 naturlige kvadratkilometer med blandt andet hede, klit og overdrev. Det gør Thisted til den kommune i landet, som har allermest natur.

Det fremgår af en ny analyse fra Danmarks Statistik, som er udarbejdet på baggrund af det grønne nationalregnskab, skriver DR P4 MidtVest.

Dermed har Thisted Kommune 293 gange så mange kvadratkilometer natur som Frederiksberg, der med 1,5 kvadratkilometer er den kommune i landet, som har allermindst.

Thisteds borgmester Lene Kjelgaard Jensen (K) er stolt på kommunens vegne.

– Mange sætter i dag pris på et godt liv i naturen, og det gør os til en attraktiv kommune, mener hun, der ikke er i tvivl om, at naturen har betydning for livskvaliteten i Thy, siger hun til DR P4 MidtVest.

Men borgmesteren erkender også, at naturen giver kommunen visse udfordringer for eksempel i forbindelse med udstykning.

– Det er spørgsmålet om benyttelse kontra beskyttelse, der kan give nogle begrænsninger. Der er ikke frit spil på alle hylder, når du har en kommune som vores, forklarer Lene Kjelgaard Jensen.

Efter Thisted indtager Varde, Viborg, Herning og Ringkøbing-Skjern de næste placeringer på listen over de mest naturrige kommuner i landet.

Foto : Kristian Amby/Nationalpark Thy

Forfatter

Related posts

Top