Thisted-elever vinder innovationskonkurrence: Popcorn som pakkefyld

Det var et enigt dommerpanel, der i weekenden kårede et hold HTX-eleverne fra Teknisk Gymnasium Thisted som vindere af den nordjyske innovationskonkurrence ’Nordjyske Nyskabere’. ”En spændende og nyskabende idé med masser af potentiale” lød skudsmålet.

Teknisk Gymnasium Thisted havde i alt tre deltagende hold i konkurrencen, men det blev gruppen bestående af Mille Bruhn, Nanna Frühstück Godiksen, Nicoline Kjær Heegaard, Sofie Røjbæk Toft og Thea Klim Munk, der løb med sejren og dermed titlen som dette års nordjyske nyskabere.

Vinderholdet har ladet sig inspirere af FN’s 17 verdensmål, som de har arbejdet intensivt med i både innovation og teknologifag på Teknisk Gymnasium Thisted. Med afsæt i Verdensmål 12, ’Ansvarlig forbrug og produktion’, har gruppen sat sig for at skabe en mere bæredygtig løsning inden for pakkefyld. Deres idé går i al enkelthed ud på at bruge popcorn som pakkefyld som alternativ til mere traditionelle fyldprodukter som flamingokugler, bobleplast og papir.

– Popcorn er et naturprodukt, så der er ingen farlige kemikalier involveret. Det er billigt i produktion, det optager CO2 under produktionen frem for at udlede CO2, og det er organisk nedbrydeligt, så ud fra et bæredygtigt perspektiv, er det en meget miljøvenlig løsning. Og så er det ikke mindst et produkt, der beskytter utrolig godt, fortæller Mille Bruhn.

Bestod PostNord-testen
– Vi testede popcornenes beskyttelsesevne ved at pakke et æg i en kasse, hvor der kun var popcorn til at beskytte ægget. Herefter kastede vi kassen ud fra knapt fem meters højde. Og ægget gik ikke i stykker. Samme resultat fik vi, da vi pakkede ægget i en pose med popcorn. Men da vi udskiftede popcornene med andre former for pakkefyld, gik det knapt så godt. Vi prøvede både med bobleplast, træuld og silkepapir, og med alle de øvrige former for pakkefyld var resultatet det samme: Ægget gik i stykker, fortsætter hun.

Gruppen testede i øvrigt også, om et æg, pakket med popcorn, ville kunne klare en transport med PostNord fra Thisted til København i ét stykke. Også denne test gik fint.

Kravene til de idéer, der er med i den nordjyske innovationskonkurrence er, at de skal skabe værdi, være realiserbare og nyskabende. Alle tre parametre lever HTX-gruppens idé op til. I skrivende stund arbejder gruppen målrettet på projektet – både i forhold til at videreudvikle idéen, opsamle viden om markedet og udvikle en stærk forretningsmodel, men også i forhold til at få designet selve den maskine, der skal varmepoppe popcorn-fyldet.

Skal deres pakkefyldsløsning realiseres i praksis, er planen nemlig, at man som virksomhed køber og installerer en maskine til produktion af popcorn-fyldet. Herefter kan virksomheden via en tablet selv igangsætte produktionen af pakkefyld i netop dén mængde, der er behov for til de enkelte pakker. Nemt, billigt og effektivt.

– Det er en genial idé, den her gruppe er kommet op med. Den er utrolig lavpraktisk, men også uhyre effektiv, og så er den samtidig nem at sætte i produktion. Det er en idé, jeg bestemt synes, at de skal arbejde videre på, lyder det fra uddannelseschef Kent Urup Kjær Hansen fra Teknisk Gymnasium Thisted.

Forfatter

Related posts

Top