Thisted Bryghus og Alive løfter i flok for Thy

Når Alive Festivalen i Thisted skydes i gang torsdag aften, er den et symbol på den nye måde, man tænker samarbejder på i Thy. Det handler om at stå sammen om at brande Thy overfor resten af Danmark, og det lykkes år efter år.

Thisted Bryghus og Alive Festivalen har samarbejdet gennem flere år, og det samarbejde bliver der ikke lavet om på, hvis det står til Alive Festivalen.

– for os handler det om at tage de muligheder, vi har liggende i området og udrette noget med det, når vi skal vælge leverandører. Og lige præcis med Thisted Bryghus, er det jo en meget let beslutning, fordi vitilfældigvis har Danmarks bedste bryggeri (kåret som Årets Bryggeri i 2015 og 2016) liggende i baghaven. Vi vil tilbyde kvalitetsoplevelser til vores gæster og så kan man ikke komme udenom Thisted Bryghus, siger Mathias Brander fra Alive Festivalen.

Alive Festivalen er vokset kraftigt de senere år og i år får man 25% flere gæster og forventer at melde udsolgt med 2.000 gæster i Christiansgave Parken i Thisted, når 27 bands indtager scenen de kommende dage.

Det handler om at løfte i flok
Bryggeridirektør Aage Svenningsen er glad for samarbejdet.

– det de her unge mennesker har skabt gennem de sidste otte år, er helt unikt for Thy og viser alt det gode, området står for. Et sideprogram med surf, besøg på det økologiske fyrtårn Gyrup, overnatning i Nationalpark Thy og så videre. Vi er glade for, at vi – traditionen tro – byder festivaldeltagerne velkomne med en gratis øl og rundvisning på bryggeriet, når det hele starter torsdag eftermiddag. Det er en af årets store dage på bryggeriet, slår Aage Svenningen fast.

Han peger samtidigt på, at samarbejdet er med til at udvikle begge parter.

– vi lærer af hinanden fra år til år. På den måde løfter vi i flok og får øget fokus på Thy og dermed også på Thisted Bryghus og Alive Festivalen. Når man er geografisk placeret, som vi er det, er branding altafgørende for, at vi fortsat kan udvikle os egn, men også som bryggeri, siger Aage Svenningsen.

Foto : Alive

 

Forfatter

Related posts

Top