Teatervandring med vind i håret på kanten af Vesterhavet

Et krigsminde. Et klatrestativ. En mytologisk fantasiby. Eller blot et menneskeskabt bidrag til den barske og vindblæste vestkyst.

På stranden ud for Thyborøn ligger en samling på omtrent 100 betonkonstruktioner, som Værnemagten lod opføre som en del af Atlantvolden. I dag ligger ruinerne tilbage, og i løbet af de knap 75 år, er ‘Betonkadavrene’ mere og mere blevet en integreret del af områdets bidske og vindblæste natur.

Teater Fluks fra Aarhus har i samarbejde med foreningen Skjulte Steder, digter Mads Mygind og lydkunstnerne Merlyn Silva og Niels Gade skabt vandreforestillingen Betonkadaver i og til området. Forestillingen indbyder gæster fra nær og fjern til at genopdage de voldsomme kadavre, der ligger kastet ud over stranden, og er blevet til gennem en længere researchperiode, hvor kunstnerne bag har besøgt og boet i Thyborøn. Her har de interviewet lokale om deres forhold til egnen, ligesom lokale stemmer indgår som en del af forestillingens lydunivers.

Fra beskyttelsesrum i øst til bunkers i vest
– Forestillingen bygger på et samarbejde, vi etablerede med foreningen Skjulte Steder i 2013, hvor vi skabte en performanceinstallation i et beskyttelsesrum midt i Aarhus. Nu slutter vi cirklen ved at rykke på tværs af hovedlandet og genopdage Thyborøn Fæstningens Betonkadavre, fortæller Rasmus Malling Lykke Skov, der udgør den ene halvdel af Teater Fluks, sammen med Sara Fink Søndergaard.

Betonkadaver – spiller 5.-15. juni i Thyborøn

Oplev teatervandringen Betonkadaver – en del af Genopdag festival i Thyborøn fra d. 5.-15. juni 2019. Læs mere og køb billet på www.betonkadaver.dkVideo af Skæg & BalladeForestillingen er kurateret af Foreningen Skjulte Steder til Europæisk Kulturregions festival GENOPDAG

Slået op af Teater Fluks i Torsdag den 23. maj 2019

Performanceteatret har eksisteret i otte år, og har tidligere blandt andet skabt anmelder- og publikumsteroste forestillinger om at være på flugt bag i en lastbil, om krigsveteraner der flytter ud i skovene og om prostitution samt demens.

Vandreforestilling med hovedtelefoner på
Med Betonkadaver håber Teater Fluks at både lokale og besøgende vil genopdage monumenterne på stranden og opleve dem i en ny kontekst. Forestillingen foregår til fods i strandsandet, hvor publikum iføres trådløse hovedtelefoner, så oplevelsen af at være alene i en gruppe bliver altoverskyggende. Performerne optræder undervejs, og den bombastiske scenografi på stranden bliver understreget af lydkunstner Merlyns ambiente kompositioner og Mads Myginds poetiske tekster om området direkte ind i ørene.

Forestillingen spiller fra d. 5. – 15. juni, og billetter kan købes via www.betonkadaver.dk

Foto: Gorm Branderup | Skæg & Ballade

Forfatter

Related posts

Top