Team Tvilling Thisted med flyvende start

Solen varmede alle de glade nye deltagere af Team Tvilling Thisted, der afholdte første træning ved Thy hallen lørdag morgen.

– Det er nu den niende afdeling vi starter op og jeg bliver så glad og stolt hver gang. Det er dejligt at se, hvad konceptet gør og det er bare en glædelig påmindelse hver gang vi starter op et nyt sted, siger en stolt stifter Steen Mondrup.

Det var tydeligt at nervøsiteten var til stede, da handiathleter og løbere skulle mødes til første træning. Nervøsiteten blev dog hurtigt erstattet af glæde og smil, da vognene blev fyldt og efter nogle runder på parkeringspladsen ved Thy hallen drog deltagerne ud på en 3 km løbetur.

– Jeg er stolt og glad for at initiativet er kommet “hjem” til Thy. Jeg står personligt selv for afdelingen i Aalborg og har de seneste to år oplevet hvilket positiv effekt Team Tvilling har haft på at kunne skabe sin egen identitet gennem sport og ved det at gå til noget – det giver livsglæde og har været med til at øge udholdenheden og styringen af egen krop for mange – også løbernes, siger Michael Mark der er tovholder for afdelingen i Thisted sammen med Wilma Jensen fra Vestervig og Preben Malthe Jensen fra Thisted.

– Vi oplever gang på gang, hvordan træningen giver sammenhold og flytter grænser, ikke blot for handiathleten men også for løberne. I Fællesskab skubber vi til folks berøringsangst og nedbryder tabuer omkring handicappede i sport – Det er fedt, lyder det fra en meget tilfreds Steen Mondrup.

Peter Sørensen. Foto : TV MidtVest

Peter Sørensen glad for initiativet
Træningen startede med en kort briefing, der viste hvordan vognene fungerer og hvordan man tilmelder sig til hver træning. Det er nemlig ikke alle der bare sådan kommer med.

– Alle er velkomne til at skrive og spørge om de må komme med, men vi tillader os at udvælge dem, vi føler er den rette person og som giver det til Team Tvilling som vi ønsker. Derfor har vi en ansøgningsskema, som har gjort at der er venteliste i samtlige afdelinger der er i landet. – Det er altså sejt og smart at være med i Team Tvilling, siger tovholder Michael Mark.

Thisted Kommunes Social- og sundhedsformand Peter Sørensen var også tilstede for at byde den nye Team Tvilling afdeling velkommen. Dette blev gjort på fineste vis, ved at den røde snor blev klippet, så handiathleter og løbere kunne begynde deres løbetur til rytmen af Volbeat der spillede fra den ene løbevogn.

– Vi er meget glade og tilfredse med at vi kan tilbyde dette tiltag i Thisted kommune. Dette sundhedstilbud er kanon for alle borgere i kommunen, da den skaber livsglæde og sammenhold på tværs af grupper, siger Peter Sørensen (DF), Social og sundhedsformand i Thisted kommune.

Team Tvilling Thisted kan opleves til stafet for livet på søndag i Thisted.

Thisted kommune har investeret i 5 løbevogne.

Forfatter

Related posts

Top