Tandlægemangel går ud over patienterne

”Beklager – vi har lukket for tilgang” eller ”der er desværre flere måneders ventetid”.

Den besked får mange patienter, når de forsøger at bestille en tid hos en privatpraktiserende tandlæge i region Nordjylland. Tre ud af 10 tandlægeklinikker i regionen har ubesatte tandlæge- eller tandplejerstillinger, og 11 % af klinikkerne har lukket for nye patienter. Det viser en ny undersøgelse blandt over 700 tandlæger, som Tandlægeforeningen har gennemført.

Manglen på tandlæger kan gå ud over danskernes tandsundhed, mener Martin Bagger, Tandlægeforeningens formand i region Nordjylland.

– Vi har kunnet mærke manglen på tandlæger her i Nordjylland i flere år. Det er rigtig ærgerligt, for vi skal løbe stærkere, og det går ud over patienterne, som skal vente længere for at få en tid. Nogle skal køre rigtig langt for overhovedet at komme til en tandlæge. Det kan i sidste ende gå ud over tandsundheden, fordi vi ender med at behandle tandsygdomme fremfor at forebygge dem, fortæller Martin Bagger.

Tandlægeforeningens undersøgelse viser, at lidt mere end halvdelen af tandlægeklinikkerne i region Nordjylland har haft svært ved at rekruttere tandlæger inden for det sidste år. Over halvdelen har 1 måneds ventetid eller mere, og knap en tredjedel har afvist patienter på grund af travlhed.

 

Forfatter

Related posts

Top