– Tak til alle de frivillige

Læserbrev af
Poul Kristensen (S), KV21-kandidat på Mors

På lørdag går det løs med Morsø Festivalen, og hvor har jeg dog savnet musikken, det skønne område og de glade folk, både unge og gamle. Folk mødes år efter år, udveksler minder, fortæller gode historier, man fester og hører god musik.

Igen i år er det lykkedes at samle frivillige nok, et kæmpe arbejde som i år har været vanskeliggjort af sammenfald af tidspunktet for Kulturmødet og Festivalen. For mig viser det, at der trods alt er en begrænsning på hvor mange frivillige Mors kan stille med, og det får mig igen til at prise disse frivillige som år efter år yder en kæmpe indsats for at arrangementer rundt omkring på hele øen kan gennemføres.

Mange går igen fra det ene arrangement til det andet, og jeg ved at man fra Morsø Kommunes side forsøger at understøtte dette netværk på bedste måde, men spørgsmålet er om man ikke bør bruge endnu flere kræfter på dette arbejde?

Og i større grad også få flere yngre kræfter involveret i det at arbejde som frivillig. Kommunen kunne måske også være med til at organisere dette net af frivillige, måske digitalt, så de enkelte arrangører nemmere kan komme i kontakt med folk som gerne hjælper.

Ved Morsø Festivalen har jeg selv en meget lille rolle hvor jeg nogle timer sammen med andre skal være barpasser, et lille ”job” jeg efterhånden har haft i mange år.

Når jeg møder medhjælperne er der år efter år mange gensyn, og jeg spørger mig selv, har man styr på generationsskiftet? Hvem skal tage over og føre festivalen videre?

Festivalen har altid kunnet klare sig uden at få kommunale tilskud, det er mere end hvad de fleste kulturelle arrangementer på Mors kan prale af, og jeg syntes også det beviser at festivalen bør have en fremtid, og at dette kunne understøttes bedre af Morsø Kommune.

Hvert år tænker jeg også på det kæmpe arbejde en lille gruppe gør for at holde festivalen i gang, der bruges rigtig mange timer, både i løbet af året, men også lige op til festivalen.

Et stort cadeau til Nina, Johnny og alle andre, I gør et kæmpe arbejde for at bevare festivalen.

Jeg ser frem til på lørdag at servere for både de festivaldeltagere jeg har mødt år efter år, samt forhåbentlig også en masse nye ansigter, – god festival til alle.

Forfatter

Related posts

Top