Sygt Sundt Teater: Teaterforestillinger transmitteres live til indlagte patienter

Kulturen rykker helt ind i sengene til patienterne på Regionshospital Nordjylland, når Vendsyssel Teater, TV2 Nord og Spar Nord Fonden i samarbejde med regionshospitalet sætter gang i projektet ”Sygt Sundt Teater”.

Her bliver teaterforestillinger på Vendsyssel Teater vist direkte på patienternes skærme, mens de udspiller sig på scenen.

– Folk får det bedre af at få en kulturel oplevelse. Vi vil gerne nå ud til et publikum, som ellers ikke har mulighed for at komme i teatret. Samtidig kan vi nå nogle nye målgrupper og vise dem vores kunst, siger Lars Sennels, teaterdirektør, Vendsyssel Teater.

En ekstraordinær oplevelse, som skaber samtaler
Forestillingerne vil samtidig blive vist i fællesstuer på afdelinger, hvor patienter er indlagt i længere tid. Her kan de pårørende og patienterne få en kulturel oplevelse sammen.

– Vi vil gerne være med til at give patienterne en oplevelse, der løfter deres hverdag. På hospitalet har vi ekspertise til at hjælpe med det fysiske, men et sundt menneske er jo mere end det. Vi håber, at vi kan skabe en ekstraordinær oplevelse, som giver patienter, pårørende og personale noget særligt at tale om i en svær situation, hvor omdrejningspunktet ellers er sygdom, siger Henrik Larsen, hospitalsdirektør, Regionshospital Nordjylland, der heller ikke har glemt de ansatte på regionshospitalet. De får nemlig samtidig mulighed for at overvære forestillingen på selve teatret ved et specialarrangement.

Hospitalsklovn for voksne
”Sygt Sundt Teater” er i første omgang et pilotprojekt, der ikke vil blive vist på andre tv-skærme end dem, der er på Regionshospital Nordjylland. Det er TV2 Nord, der bringer teatret ud til sygesengene.

– Jeg forestiller mig ikke, at tilværelsen på et sygehus er den mest festlige. Kan vi bringe et lille smil og lidt refleksion ind i en svær tid, så gør vi gerne det. Er der en, der bliver bare en lille bitte smule mere rask af det, så er jeg glad. Der er lidt hospitalsklovn for voksne over det. Sådan et projekt her kan desuden kun lade sig gøre i Nordjylland. Hvor ellers ringer en teaterdirektør til en tv-direktør med sådan et forslag? siger Mikael Justesen, administrerende direktør, TV2 Nord.

”Sygt Sundt Teater” er støttet af Spar Nord Fonden med 497.000 kroner, og af Region Nordjylland med 100.000 kroner.

”Sygt Sundt Teater” begynder med forestillingen Stormene onsdag 18. marts. Onsdag 13. maj vises Margaridas Metode. Derudover bliver der vist yderligere to forestillinger fra teatrets efterårsprogram.*

Limfjordsteatret og Morsø Kommune har gang i et lignende projekt, hvor formålet er at skabe øget livskvalitet på områdets plejecentre. Læs hele den historie via linket herunder:

LÆS OGSÅ:

Yderligere støtte til pilotprojekt i ældreplejen

 

Forfatter

Related posts

Top