Sydthy får kæmpetrold som nyt vartegn

Sydthy får sin helt egen kæmpetrold som nyt vartegn.

Den danske kunstner Thomas Dambo, der betragtes som verdens førende genbrugskunstner, og som er kendt både i ind- og udland for sine store kunstprojekter og skulpturer udført i bæredygtige materialer, bygger nemlig en trold i Ashøj Plantage.

Troldene, der oftest er placeret på lidt hemmelige steder i samspil med naturen, har slået adskillige besøgsrekorder på udstillingssteder verden over og er blevet set af millioner af mennesker på internettet og i verdensomspændende medier som National Geographic, Lonely Planet, BBC og Chicago Tribune.

Laver kæmpe troldefest i Danmark – og Thy er med
I foråret og sommeren 2020 skulle Thomas Dambo og hans team have lavet tre store projekter i USA, en troldeskulptur til den danske pavillon under OL i Tokyo og et projekt i Belgien. Men så ramte COVID-19 og alle projekterne blev aflyst eller udsat på ubestemt tid.

Med en pludselig åben kalender for hele sommeren, har Thomas Dambo derfor besluttet sig for at tage sagen i egen hånd og lave et af hans mest ambitiøse projekter til dato.

Projektet som går under titlen “Den Store Trolde-Folkefest”, skal bestå af 10-12 nye troldeskulpturer, spredt rundt på hemmelige, ofte oversete naturperler rundt omkring i Danmark i én stor skattejagt. Med projektet ønsker Thomas Dambo at få befolkningen ud og opleve smukke nye afkroge af Danmark og få eventyrlige og kulturelle oplevelser.

Sammenlignes med Hollywood-skiltet
Lige dette koncept fik flueben fra Turistchef Mai Manaa, som udmærket godt vidste, at der ville være kamp om at få fat i en af de flotte trolde og dermed fart på for at skaffe økonomi, tilladelser og frivillige.

– Med ét opkald til Hurups John Jensen, sad vi seks timer efter fem mennesker sammen. Dagen efter var der samlet 110.000 kroner ind. Dagen efter! Hurup er så klar! Alle løb ud med ”Vil du være med?”, fortæller en begejstret Turistchef Mai Manaa.

Hun påpeger, at set fra VisitThy side, så passer projektet lige ind i visionsplanen nemlig, at man udvider epicenteret for turismen og oplevelser ud til hele Thy.

– Vi har så meget mere at byde på og ja, vi har dét gæsterne efterspørger, det er os som skal være bedre til at have kaffe på kanden og præsentere det og os selv – som vi er. Jeg håber af hele mit hjerte at dette vil være med til at gøre Hurup til Sydthys velkomstportal. Ja, ligesom Hollywoodskiltet. Du har altså ikke været i Thy, hvis du ikke har set vores trold, fortæller turistchef Mai Manaa.

Sydthytrolden bygges af lokalt genbrugstræ
Troldene bliver bygget i samarbejde med lokale frivillige, som hjælper med alt fra at indsamle og klargøre materialer til at sætte brædder på trolden. Lokale kreative er også ofte blevet aktiveret til at lave ekstra artefakter eller udsmykninger til og omkring trolden.

– Trolden i Sydthy – som uden tvivl bliver et kæmpe tilløbsstykke og et nyt varetegn for lokalområdet – står færdigt i løbet af august. For at finde trolden skal de besøgende igennem en skattejagt, hvor de igennem spor på www.trollmap.com samt fysiske spor og koder placeret på andre smukke og mere kendte steder i nærområdet, til sidst får kendskab til troldens endelige placering. Dette tilføjer et ekstra legende lag og får besøgende rundt i så meget smuk natur som muligt – og gør det dermed til en perfekt aktivet for eventyrlystne og børnefamilier, fortæller Mai Manaa.

Vil du være med til at bygge trolden, vende pølser på grillen, investerer i projektet eller bare gerne høre mere? Så er der infomøde søndag d. 9. august kl. 16.00 i Kyss’ hal på Humavej 3 i Hurup.

Du kan se flere af Thomas Dambo’s trold HER.

Foto: Thomasdambo.com

Forfatter

Related posts

Top