Sy for Thy: Håndlavede stofposer redde miljøet

– Kig i gemmerne, find dit gamle dynebetræk frem, sæt dig til symaskinen og kreer et bæredygtigt alternativ til indkøbsposen af plastik.

Sådan lyder det i Facebook-gruppen Sy for Thy. De vil nemlig kæmpe imod den belastning, som de mange plastikposer i verdens butikker er for miljøet, skriver TV MidtVest.

“Vores smukke strande taler deres tydelige sprog – plastikforureningen i havene er massiv og noget må gøres! Flere lande har allerede taget en række initiativer i den forbindelse, og nu følger Thy trop. Vi vil plastikposerne til livs! Et lille, men absolut vigtigt, skridt i den rigtige retning” står der blandt andet i beskrivelsen for facebook-gruppen.

– Der skal gøres noget ved den kæmpestore forurening, som vi ser, og som vi ser meget tydeligt i vores område, hvor vi har natur tæt på, fortæller den ene initiativtager og skolelærer Didde Krabbe Johannesen, der startede projektet i samarbejde med kollegaen Hanne Nordentoft.

– Målet er, at vi skaber noget opmærksomhed, og at vi får de folk, der ikke interesserer sig for klima og natur til at opdage, at der faktisk er et problem, fortæller hun.

Bæredygtighed i skolen
Derfor syer eleverne på Vestervig Skole nu forskellige stofposer i håndarbejde. Samtidigt har frivillige også sat sig til symaskinerne og så er der blevet startet et samarbejde med Hanstholm Asylcenter.

Poserne vil ende hos de lokale købmænd i Agger og Hanstholm, og flere har allerede sagt ja, selvom de tjener penge på salget af plastikposer.

– De syntes, at det var en rigtig god idé, fortæller Didde Krabbe Johannesen.

Stofposerne ender ved de lokale købmænd til pinse.

Foto : Hans O. Sandal, TV MidtVest.

Forfatter

Related posts

Top