Surfer fra Klitmøller vandt EM

20-årige Casper Steinfath fra Klitmøller vandt i weekenden EM i surf-disciplinen SUP – Stand Up Paddle Surf. Konkurrencen foregik ved Rom i Italien, og her dominerede Casper Steinfath finalen.

– Det er helt vildt, og det har været så fedt. Niveauet er på vej op, og der har været deltagelse fra hele Europa, så jeg er super glad for resultatet, siger Casper Steinfath til tvmidtvest.dk.

Det er i år anden gang, Casper Steinfath, der er kendt som ‘The Viking’ i surfkredse, vinder EM i disciplinen. Tidligere i år har han også vundet VM-guld i Nicaragua for anden gang.

– Det er lige fantastisk hver gang, men det smager også lidt sødere hver gang. Jeg tror min succes har noget med forholdene i Klitmøller at gøre. Vi har en masse forskellige forhold og får en alsidig uddannelse, siger Casper Steinfath, der til daglig træner på fuld tid i Klitmøller.

‘The Viking’ har surfet hele sit liv, og han har dyrket paddle surfing i seks år. Paddle surfing er den hurtigst voksende vandsport i hele verden.

Se reportage med Casper Steinfath på TV Midtvest klokken 19.30

Foto: Peter Steinfath

Forfatter

Related posts

Top