En salt havbrise. Latter fra børn med balanceboards. Og lyden af bølger, der ruller ind mod stranden. Det er ikke bare Vorupør i højsommer – det er følelsen af SURFMOREs nye butik i hjertet af det vestjyske surfmekka.
Bag initiativet står brødrene Christian og Jeppe Thomsen, der har drevet SURFMORE som webshop i flere år. Nu tager de næste skridt: En fysisk butik i Vorupør, få meter fra Vesterhavet.
“Vi har længe drømt om at komme tættere på både havet og kunderne. Da vi hørte om det ledige lokale på Havstokken, var det ret oplagt at give det et skud”, fortæller Christian Thomsen, der bliver den daglige drivkraft i butikken hen over sommeren.
En surfbutik med vestjysk attitude
SURFMORE butikken byder på nøje udvalgt udstyr til vand, strand og balance – med produkter som SUP boards, våddragter, neoprensko, surf accessories og populære balanceboards. Alt i høj kvalitet og til priser, der gør det muligt for flere at komme i gang med vandsport.
“Det handler om at gøre surf og aktivt udeliv tilgængeligt. Vi designer og udvikler mange af produkterne selv og holder prisniveauet nede, så alle kan være med – fra nybegyndere til erfarne surfere”, siger Christian.
Butikken fører også udvalgte produkter fra mærker som Salty Crew, Rip Curl, C-Monsta, Devoted, Dryrobe og Sun Bum, så både turister og lokale kan finde gear til strand, vand og vestenvind.
Mere end bare en butik
Hos SURFMORE handler det ikke kun om at sælge produkter – det handler om at skabe oplevelser og fællesskab. Planen er at invitere til events, testdage, strandaktiviteter og små happenings i samarbejde med andre aktører i byen.
“Vi elsker energien i Vorupør. Her er en stærk kultur og en fed blanding af lokale, turister og surfere, der alle har det tilfælles, at de elsker naturen og det enkle liv ved kysten. Det vil vi gerne være en aktiv del af”, siger Christian.
Pop-up med potentiale
Foreløbig holder butikken åbent som en pop-up hen over sommeren – i juni, juli og august – men hvis modtagelsen bliver god, er det ikke utænkeligt, at SURFMORE får en mere permanent base i Vorupør.
“Vi er her for at mærke, lytte og lære. Målet er ikke bare at sælge – men at blive en del af det lokale miljø og bidrage med noget, der rækker ud over os selv”, lyder det.






