Studiestart kun for studenter 

Det er langt fra alle studenter, der bruger deres studentereksamen som direkte adgangsbillet til de videregående uddannelser. Kan man godt lide at bruge både hoved og hænder, er et godt alternativ nemlig at kombinere sin studentereksamen med en erhvervsuddannelse. Så står man rigtig stærkt, uanset om man vil direkte ud og arbejde som faglært efter endt uddannelse, eller man vil læse videre: 

– Har man en studentereksamen, har man mulighed for at tage uddannelsen til industritekniker på blot 3 år. Man veksler mellem skoleophold og praktik, og bortset fra de første 10 ugers grundforløb, hvor man er på SU, får man elevløn under hele uddannelsen. Så er man lidt mættet efter tre år på SU i gymnasiet, så kommer man til at opleve en mærkbar forskel, når man lige pludselig får løn under uddannelsen, lyder det fra afdelingsleder Bente Homann fra EUC Nordvest.

 Kandidater med både teoretisk og praktisk erfaring er i høj kurs i erhvervslivet, og netop inden for industriteknikerbranchen er der særligt gode jobmuligheder, da arbejdsgiverne allerede nu har svært ved at finde kompetent, faglært arbejdskraft. En tendens, der ikke ser ud til at ændre sig i de kommende år. Og vil man gerne fortsætte på en videregående uddannelse, har man ligeledes et væld af muligheder, når man har både et studenterbevis og et svendebrev på CV’et: 

– Kombinerer man sin studentereksamen med en metaluddannelse, kan man vælge at læse videre til for eksempel diplomingeniør, maskinmester eller produktionsteknolog, eller man kan tage akademiuddannelsen i innovation og produktoptimering. Mulighederne er mange, fastslår Bente Homann. 

Vil man gerne have en plads på det nye ”studenterhold”, gælder det om at få sig tilmeldt via www.optagelse.dk snarest muligt. Optagelsesfristen er onsdag den 21. marts 2018.

 

Foto: EUC Nordvest

Forfatter

Related posts

Top