Strømpehuset gør klar til at blive forening

Arbejdsgruppen for Strømpehuset i Øster Assels inviterer til stiftende generalforsamling i foreningen ”Strømpehusets venner” i morgen tirsdag den 14. juni.

– Formålet med foreningen er at bistå Morsø kommune i at varetage bevaring, restaurering, vedligeholdelse, driften og udlejning af butik, udstilling, værelser og lejlighed i Strømpehuset. Det har stor betydning, at der nu oprettes en selvstændig demokratisk valgt forening, især med henblik på ansøgninger om yderligere tilskud fra fonde og lignende og hvervning af frivillige til at hjælpe med restaureringen og den fremtidige drift, siger Kjeld Bak fra arbejdsgruppen bag Strømpehuset.

På generalforsamlingen skal der vedtages nye vedtægter, og ud fra dem skal der foretages de sædvanlige valg til bestyrelsen, fastsættelse af kontingenter osv.

– Der har været stor interesse for Strømpehuset, så vi forventer stor opbakning til stiftelsen af den nye forening, som skal finde sted i Borgerhuset kl 19,00, slutter Kjeld Bak.

Forfatter

Related posts

Top