Stress er alles ansvar – og ingens skyld

Limfjordsteatret har sammen med stressrådgiver Tanja Gudiksen indgået en aftale med Arbejdsmiljø Center Midt-Vest om udbredelse af en nytænkende metode til forebyggelse og håndtering af stress på de lokale arbejdspladser.

Metoden er udviklet over de seneste år i samarbejde mellem Limfjordsteatret og Tanja Gudiksen. Konceptet finder Arbejdsmiljøcenter Midt-Vest i Nykøbing, så spændende, at man netop har indgået et samarbejde om at udbrede anvendelsen lokalt.

Konceptet har overskriften ’Stress er alles ansvar – og ingens skyld’, og er en kobling mellem scenekunst, faglige input og dialog, og er bygget op i to dele. Det starter med et oplæg, som består af dels en kort forestilling leveret af en skuespiller fra Limfjordsteatret og dels et kort oplæg om stress, leveret af Tanja Gudiksen. Herefter åbnes der op for den videre dialog med deltagerne, hvor fokus er på: Hvordan får vi skabt en sund kultur på arbejdspladsen, hvor både medarbejder og organisation bliver langtidsholdbare? Og hvordan passer vi på arbejdspladsen og hinanden?

– Det er vores erfaring, at kombinationen af scenekunst, de faglige oplæg og dialogdelen gør seminaret nærværende og konkret, uden at det bliver intimiderende, netop fordi vi med scenekunsten får et fælles tredje at tale ud fra. Denne kombination har vi fået rigtig god respons på, forklarer Tanja Gudiksen.

Hun fortæller videre, at der i dialogen opstartes en proces med fokus på det fælles ansvar i forhold en sund kultur og med konkrete stressforebyggende tiltag.

Arbejdsmiljøcenter Midt-Vest tilbyder i første omgang det nye koncept til medlemmerne af det kommende arbejdsmiljønetværk. Første stressforestilling finder sted sidst på året.

I Danmark er dagligt omkring 35.000 borgere sygemeldt på grund af stressrelaterede sygdomme.

Forfatter

Related posts

Top