Store Fodbolddag med FC Thy Piger i Thisted

Søndag den 27. maj 2018 står i pigefodboldens tegn på Sparekassen Thy Arena i Thisted.

I forbindelse med 3F kval-liga kampen mellem FC Thy-Thisted Q og Greve afholder FC Thy Piger og FC Thy-Thisted Q en dag med fuldt fokus på pigefodbold.

Tidligere på året vandt FC Thy Piger Danskernes Idrætspris – blandt andet fordi de som klub arbejder målrettet med at give gode udviklingsmuligheder for pigefodboldspillere.

– Vi inviterer alle piger, der har lyst til at være med – fra U9 til U13 – til en dag fyldt med fodboldsjov. Pigerne skal træne på stadion forud for kval-liga kampen. Ud over træning på forskellige stationer, så bliver det en dag fyldt med leg, snak og fodboldhygge. Alle er velkomne, siger formand for FC Thy Piger, Bent Andersen.

Fodbold er fællesskab
Han håber, at rigtig mange piger kommer og er med, og at alle dem, der i forvejen er vilde med fodbold tager et par veninder med, der har lyst til at prøve og se, om fodbold kunne være noget for dem:

– Fodbold er fællesskab og sammenhold og vi vil gerne forsøge, at få endnu flere piger til at spille fodbold. Samtidig er der fra DBU og Kvinde Divisions Foreningen fokus på, at få flere tilskuere til kampene i Kvindeligaen og Kval-ligaen. Kvindefodbold skal ses live på stadion og vi kan med pigefodbolddagen være med til at skabe mere stemning og en god ramme omkring den spændende oprykningskamp i Kvalligaen, hvor vi håber FC Thy-Thisted Q henter tre vigtige point, forklarer formanden.

Imens pigerne træner og spiller bold om formiddagen, er der rundstykker og kaffe til medfølgende forældre, og når kampen over middag mellem FC Thy-Thisted Q og Greve fløjtes igang, er der også kommet gang i grillen.

 

Det samlede program for dagen er som følger:

Kl. 10.30: Alle piger møder omklædt. Velkomst ved Bent Andersen, formand for FC THY Piger og Jannik Riis, Technica Select Football.

Kl. 10.40: Stationstræning starter på Stadion. Kaffe og rundstykker til alle voksne i Loungen.

Kl. 11.15: Pause i stationstræningen. Spillerne fra kvalliga-holdet deler frugt ud til pigerne.

Kl. 11.30: Stationstræningen fortsætter på Stadion.

Kl. 12.05: Stationstræningen er slut.

Kl. 12.15: Pølser og sodavand til pigerne på tribunen. Grillen er tændt, så voksne kan købe en Stadion-platte.

Kl. 12.30: Skyum Idrætsefterskole laver opvisning på Stadion.

Kl. 12.50: Klar til dagens spændende kamp mod Greve. Indløb med FC THY–Thisted Q er piger fra Løgstør IF. Indløb med Greve er piger fra MorsØ FC. Flagalle lavet af piger fra HBV Sydthy og FC THY Piger og boldpigerne er FC THY Piger U13.

Kl. 13.00: Kampstart

Kl. 13.45: Skyum Idrætsefterskole laver opvisning på Stadion.

Kl. 14.00: 2. halvleg begynder.

Kl. 14.45: Kampen er slut. Vi siger tak for en god dag.

 

Foto: Pressefoto

Forfatter

Related posts

Top