Stor søgning til landbrugsuddannelsen

Morsø Landbrugsskole står i den glædelige situation, at skolen netop har haft et af de højeste optag på landbrugsuddannelsen i mange år. Alligevel overstiger efterspørgslen på landbrugselever hos de lokale landmænd tilgangen af nye elever.

Det er med andre ord igen blevet ”in” at være landmand. Nye elever strømmer til Morsø Landbrugsskole – og det er i lige så høj grad piger, der vælger denne retning, som drenge. Samfundets øgede fokus på fødevarer og dyrevelfærd har tilsyneladende haft en særdeles positiv afsmitning på landbrugserhvervet, der ellers har haft strenge kår de senere år.

Artiklen fortsætter under billedet…

Morsø Landbrugsskole 2

Morsø Landbrugsskoles nyeste ”kuld” af færdiguddannede landmænd har alle fået jobs. Foto. Morsø Landbrugsskole

– Vi mærker i øjeblikket en stærkt stigende interesse. Både fra de unge, som gerne vil starte på landbrugsuddannelsen, men i høj grad også fra landmændene, som er meget interesserede i at få elever i praktik. I øjeblikket har vi tre praktikpladssteder, der står tomme, da vi ikke har haft nok GF2-elever til at kunne dække behovet – og det er til trods for, at vi har været nødsaget til at sende nogle af vores dygtigste GF1-elever ud for at imødekomme efterspørgslen, lyder det fra afdelingsleder på Morsø Landbrugsskole, Jonas Lundgren Bach Korsgaard.

Attraktiv fordelsuddannelse med gode jobmuligheder
Der er flere gode grunde til at vælge landmandsuddannelsen. Ud over at det i sig selv er en spændende uddannelse, er det også en såkaldt fordelsuddannelse. Det betyder, at såvel praktikpladsmuligheder som muligheden for at komme direkte i beskæftigelse efter endt uddannelse er vurderet til at være særligt gode.

Artiklen fortsætter under billedet…

Morsø Landbrugsskole 3

Samfundets øgede fokus på fødevarer og dyrevelfærd har tilsyneladende haft en særdeles positiv afsmitning på landbrugserhvervet. Foto: Morsø Landbrugsskole

– Eleverne mærker i praksis ikke, om de går på en fordelsuddannelse eller ej. Indholdsmæssigt er der fortsat tale om en helt almindelig erhvervsuddannelse. Den er blot kategoriseret som særlig attraktiv, idet analyser af arbejdsmarkedet afslører, at praktik- og jobmulighederne er ekstra gode her. For arbejdsgivernes vedkommende er der en lille økonomisk bonus ved at tegne uddannelsesaftaler med elever fra fordelsuddannelserne, idet de har kan få en ydelse på op til 5.000 kr. pr. årspraktikelev, forklarer Jonas Lundgren Bach Korsgaard.

Og der er noget om snakken. Skolens nyeste ”kuld” af færdiguddannede landmænd har alle fået jobs, så efterspørgslen er der.

Hold fast i momentet
Afdelingslederen håber på, at landmændene nu holder fast i momentet og også fremadrettet stiller sig til rådighed med praktikpladser. Landbrugsskolen har optaget intet mindre end 24 nye elever på grundforløbet i januar, så behovet for praktikpladser bliver ikke mindre til sommer, hvor disse elever slutter på GF2. Er der landmænd derude, som ikke har prøvet at have elever inde før, opfordrer Jonas Lundgren Bach Korsgaard dem til at kontakte ham for en snak om mulighederne, og hvad man som praktikpladssted forpligter sig til.

Og kunne man tænke sig at prøve konceptet med en elev af, kan man jo overveje at tage en elev ind i uge 11, hvor eleverne har praktikuge. Det er en unik mulighed for at få det prøvet af og for at se, om der er både kemi og fundament at bygge en uddannelsesaftale på.

Forfatter

Related posts

Top