Stor politiaktion: Eftersøgt mand anholdt

Midt- og Vestjyllands Politi rykkede talstærkt ud, da der tirsdag morgen kl. 07.33 indløb en melding til alarmcentralen om, at en tilsyneladende psykotisk og øjensynligt bevæbnet mand gik rundt på Rugmarken i Resenstad nord for Struer.

Politiet sendte flere biler til stedet. Ud over en indsatsleder blev politiets reaktionspatrulje sendt til den lille by. Det skriver TV Midtvest.

Kort efter kl. 08 blev manden anholdt uden dramatik, da han ubevæbnet kom ud fra sit hjem. Der er tale om en 71-årig mand, som i forvejen var eftersøgt til behandling i det psykiatriske system.

Politiet fandt efterfølgende våbnet, som viste sig at være et lovligt luftgevær. Ikke desto mindre vil han blive sigtet for at have overtrådt reglerne for håndtering af våben i det offentlig rum.

Den 71-årige er nu overdraget til psykiatrien.

Foto: Kim Matthäi Leland

Forfatter

Related posts

Top