Stor mangel på unge landmænd i Thy Mors

På trods af at Morsø Landbrugsskole i foråret kunne mønstre et af skolens største landmandshold nogensinde, dækker optaget ikke efterspørgslen på elever blandt de lokale landmænd.

Stort set alle de nye elever fra Morsø Landbrugsskole har fået en uddannelsesaftale i hus. De fleste har fået læreplads hos lokale landmænd, mens enkelte har fået læreplads noget længere væk.

Landbrugseleverne er i høj kurs, og selvom Morsø Landbrugsskole har sendt flere elever ud i landbrugserhvervet end normalt, er det fortsat ikke tilstrækkeligt til at dække behovet.

– Set fra skolens side, synes vi, at den store opbakning fra det landbrugserhverv, vi arbejder så tæt sammen med, er utrolig dejlig. Det er skønt, at der er så stor velvillighed, og at landmændene fortsat gerne vil bidrage til, at vi får flere unge uddannet inden for landbrugsfaget. Det er helt sikkert en gave, at vores lokale landbrugserhverv engagerer sig så meget i det uddannelsesansvar, der ligger i at få flere unge til at vælge og gennemføre en landbrugsuddannelse. Derfor er det også så meget desto mere ærgerligt, når vi ikke har elever nok til at indfri den stigende efterspørgsel, lyder det fra afdelingsleder Jonas Lundgren Bach Korsgaard fra Morsø Landbrugsskole.

Foto : Morsø Landbrugsskole

10 lokale landmænd mangler elever lige nu
Listen over landmænd i lokalområdet, som søger en elev, tæller på nuværende tidspunkt 10 landmænd. Og det er vel at mærke dem, som Morsø Landbrugsskole har kendskab til – i realiteten kan tallet godt være endnu højere.

– Det er en ærgerlig følelse ikke at have flere elever at kunne sende ud i en læreplads, når nu efterspørgslen er så stor. Derfor håber jeg også på, at vi igen får et rigtig godt optag til august, hvor vi starter nye hold op. Så lad det være en stående opfordring til alle unge, der overvejer at gå i gang med en uddannelse inden for det grønne område: Kontakt os på Morsø Landbrugsskole – vi står klar til at hjælpe jer godt i gang, og vi har kontakterne til mange dygtige landmænd, der hellere end gerne åbner dørene for en landbrugselev, lyder opfordringen fra Jonas Lundgren Bach Korsgaard.

 

Forfatter

Related posts

Top