Stor lokal forskel på længden på behandling af byggesager

Alt for mange byggesager trækker fortsat ud i de nordjyske kommuner, viser en ny analyse fra Dansk Erhverv. På landsplan ligger den gennemsnitlige sagsbehandlingstid på 56 dage, mens Nordjylland samlet set ligger på 45 dage.

Men forskellene er store internt i regionen. Thisted Kommune ligger klart i front i Nordjylland med en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på 33 dage og sender 59 procent af byggesagerne igennem inden for servicemålet.

På Mors er billedet markant anderledes. Her tager en byggesag i gennemsnit 94 dage – næsten tre gange så lang tid som i Thy – og kun 31 procent af sagerne i 2025 er behandlet inden for servicemålet.

Det er ikke godt nok, erkender Keld Kortegaard, der er formand for Morsø Kommunes udvalg for Teknik og Miljø:

– Jeg får løbende henvendelser fra borgere og virksomheder, der ikke kan forstå, at det skal tage så lang tid. Vi har bedt forvaltningen om at komme med en løsning på, hvordan vi får sagsbehandlingstiderne ned både for private og virksomheder. Derfor har vi også sagen på dagsordenen på udvalgets møde i dag (onsdag, red.), siger han og fortsætter:

– Der er to problemer i det her. For det første ophobningen af sager, som vi formentlig løser ved at indkøbe hjælp udefra til at få sagerne behandlet. Så er der det fremadrettede, hvor vi skal se på, hvad der kan gøres, siger Keld Kortegaard fast, og fortsætter:

– Det er afgørende for erhvervslivet, at vi er konkurrencedygtige også på det her område i forhold til andre kommuner. Det gælder også for borgere, der ikke skal vente tre måneder på at få en byggetilladelse til en ny carport eller en tilbygning på sit hus, slår han fast.

Venstres Malte Houe, der er partiets politiske ordfører i Morsø Kommunalbestyrelse og repræsentant for det største parti i oppositionen, mener heller ikke, at sagsbehandlingstiderne tilfredsstillende.

– Derfor var det også et fokusområde for Venstre i sidste valgperiode, ligesom det har været det før og efter valgkampen. I juni 2025 blev der afsat 260.000 kr. til afvikling af ophobede byggesager og 550.000 kr. til effektivisering gennem automatisering, så vi kan holde sagsbehandlingstiderne nede på den lange bane. Vi forventer derfor også, at vi vil se forbedringer i de kommende opgørelser, når de indsatser får lov at slå igennem, påpeger Malte Houe.

Han mener dog ikke, at arbejdet stopper her.

– Det er helt afgørende for udvikling, investeringer og arbejdspladser på Mors, at vi ikke sakker bagud på det her område. Det kræver vedvarende politisk fokus og prioritering. Derfor bliver det også interessant at se, om det nye flertal deler den ambition. Det kan jeg ærligt talt godt være lidt bekymret for efter de seneste ugers diskussioner om netop erhvervsområdet. Men det vælger jeg at håbe og tro på, slutter han.

Ifølge Dansk Erhverv skaber de lange og uens behandlingstider usikkerhed for både virksomheder og bygherrer og kan i sidste ende bremse vækst og investeringer.

Organisationen foreslår derfor en behandlingsgaranti på 30 dage for byggesager i hele landet.

af Christian Kjeldsen

Relaterede artikler

Mors, Sport, Thy, Topnyheder

Fra Mors-Thy til landsholdet: Lorik Zogaj får debut for Kosovo U20

Mens storebror Shaban allerede har etableret sig på Kosovos A-landshold, har Mors-Thy Håndbold Akademis Lorik Zogaj nu taget det første skridt på den internationale håndboldscene med sin debut for Kosovos U20-landshold.
2 min read
Job & Erhverv, Thy, Topnyheder

Fra mark til middag: Thy vil sætte lokale råvarer på gæsternes tallerken

Bag initiativet står Destination Nordvestkysten, som ønsker at styrke båndet mellem dem, der producerer råvarerne, og dem, der serverer dem.
2 min read
Job & Erhverv, Mors, Topnyheder

Jobpatruljen på Mors: Gode kolleger betyder mest for de unge

Da Jobpatruljen fredag den 10. juli besøgte arbejdspladser på Mors, mødte de frivillige mange unge, som var glade for deres fritidsjob.
2 min read

Hjælp os med at dække din by
– Tip os om nyheder!

Så er du med til at hjælp os med at dække de vigtigste historier i dit lokalområde.