Stor interesse for temadag om børn som pårørende

174 var tilmeldt, da Morsø Kommune forleden holdt temadag om børn af psykisk syge forældre.

Teatersalen på Morsø Gymnasium var fyldt godt op af fagpersoner fra Morsø Kommune, som havde tilmeldt sig temadagen.

Daglig leder af Center for Pårørende i Region Nordjylland, Jan Sandberg, var imponeret, over fremmødet:

– Jeg har været med til at arrangere dagens program, og det er en temadag, som vi har været rundt med i andre kommuner. Det er fantastisk dejlige rammer her, og jeg er meget imponeret over, at der er 174 tilmeldte her på Mors. Vi var i Aalborg forleden, og der var omkring 100 tilmeldte, fortæller Jan Sandberg og forsætter:

– Det er et vigtigt emne, og vores erfaring er, at disse temadage giver fagpersonalet mere viden om, hvad de kan bruge os til. Antallet af henvendelser er støt stigende hos os efter sådan en temadag, og det er godt, for det betyder, at flere børn og forældre så får et samtaleforløb hos os og dermed kan få en tiltrængt hjælp.

Et tankevækkende program
Der blev lyttet opmærksomt til oplæggene gennem temadagen, som varede fra kl. 8 til 15. Her var blandt andet en overlæge i psykiatri som fortalte om psykiske diagnoser hos voksne, og hvilken indflydelse som det kan have på familien.

Der var en meget rørende og personlig beretning fra en pige, som er vokset op i en familie med en psykisk syg forælder. Der var også et oplæg fra en mor med en psykisk lidelse, som fortalte om hvilke udfordringer det giver som forælder, og hvad der har været hjælpsomt for familien.

Der var desuden to oplæg om regionale tilbud til børn af psykisk syge forældre.

En del af ”Nye veje”
Louise Bro Pedersen, projektleder i Morsø Kommunens tilbud ”Familiens trivsel – Barnets trivsel”, har været med til at arrangere dagen, som en kulmination på et af flere udviklingsforløb under projekt ”Nye Veje” med Region Nordjylland.

– Vi har inviteret alle de fagpersoner, som kunne have lyst til at deltage i en temadag, hvor de kan blive klogere på psykisk sygdom og på, hvordan det er at være barn af en psykisk syg, fortæller Louise Bro Pedersen og forsætter:

– Jeg er meget tilfreds, og det virker til, at der er en utrolig stor lydhørhed og interesse for emnet, og som om vi rammer noget, som deltagerne kan bruge i deres praksis. Jeg forventer desuden, at dette bidrager til det fortsatte gode tværsektorielle samarbejde mellem kommunen og Region Nordjylland, fortæller hun.

Brugbar viden til hverdagen
I Teatersalen var der blandt andet medarbejdere fra daginstitutioner, skoler, sygeplejersker, praktiserende læger, sundhedsplejersker og medarbejdere fra integrationsområdet og fra myndighedsområdet. Deltagerne virkede meget tilfredse med temadagens indhold og den viden, som de fik med hjem.

– Jeg har fået meget ud af at deltage. Jeg arbejder som sundhedsplejerske i kommunen, og vi kommer også ud til en del psykisk syge forældre og møder også deres børn. Det har været en fantastisk dag både med lægen, der skitserer alle de psykiske diagnoser op, og de personlige oplevelser og fortællinger gør et stort indtryk, og viser os, hvad vi skal være ekstra opmærksomme på, fortæller sundhedsplejerske Nina Maagaard Grangé.

Forfatter

Related posts

Top