Stor interesse for praktikophold på Mors blandt studerende

Morsø Kommunes deltagelse i Karrieredagen i Aalborg blev en stor succes. De unge kunne vinde en uges praktik i en virksomhed på øen. Det benyttede 162 unge sig af og de to vindere er nu fundet. De to praktikuger bliver på BILA og i Jesperhus Feriepark.

På Mors’ stand på Karrieredagen stod medarbejdere fra BILA, Vilsund Blue, Morsø Erhvervsråd og Morsø Kommune klar til at møde de studerende og fortælle om de mange spændende muligheder der er for praktik og job på Mors.

– Det var en rigtig positiv dag, med meget stor aktivitet på standen, hvor de unge henvendte sig med stor interesseret for praktik- og jobmulighederne på Mors. Konkurrencen med et praktikophold blev modtaget meget positivt. Jeg håber, at vinderne får en god uge på Mors, hvor de oplever, at Mors er både et godt sted at arbejde og bo. Efter Karrieredagen har flere unge henvendt sig med ønske om både praktikophold og job på Mors. Vi tror derfor på, at vores tilstedeværelse på Karrieredagen er en god investering, fortæller Ellen Philipsen Dahl, formand for Beskæftigelses- og Erhvervsudvalget i Morsø Kommune.

Foto : Jesperhus

Vindere af praktikophold 
De unge kunne på Mors’ stand vinde en uges praktikophold med alt betalt – transport, overnatning og kost. Der er nu udtrukket to vindere blandt de 162 deltagere. Vinderne har selv haft mulighed for at vælge mellem de 11 virksomheder, som var med i konkurrencen.

Line Bundgaard er den ene vinder. Hun har netop afsluttet sin uddannelse i International Hospitality Management. Ingen af de 11 virksomheder i konkurrencen, matchede med Lines uddannelse.

En oplagt mulighed er Jesperhus Feriepark med 226.000 gæster årligt. Der var meget stor velvillighed hos Jesperhus, og det er derfor lykkedes at få en aftale hos dem.

– Det bliver spændende med en uges praktik i Jesperhus Feriepark. Jeg er lige blevet færdig med min uddannelse og er lidt i tvivl om, hvilken vej jeg skal gå inden for turisme. Derfor er det en god mulighed for mig at komme i praktik i Jesperhus, som både har forlystelsespark og campingplads, fortæller Line Bundgaard på 25 år.

Den anden vinder er Line Camilla Jensen. Hun har ønsket at komme i praktik i en større privat virksomhed og valget faldt på BILA. Line læser erhvervsøkonomi med speciale i økonomistyring på sit fjerde år på Aalborg Universitet.

– Vi er på BILA meget interesseret i at få praktikanter, så da muligheden for at indgå i konkurrencen bød sig, var vi ikke i tvivl. På BILA er praktikforløb en del af vores rekrutteringsstrategi, da vi har meget god erfaring med, at vi på denne måde åbner dørene til virksomheden og får vist de mange spændene jobmuligheder vi har på BILA, fortæller Per Bech Rasmussen, Director – Project Management.

De deltagende virksomheder i konkurrencen var BILA, Vilsund Blue, HE-VA, Skamol, BDO, Dansk Skaldyrcenter, Advokathuset Funch & Nielsen, Frontego, Morsø Forsyning, Morsø Erhvervsråd og Morsø Kommune.

Foto : BILA

FAKTA OM KARRIEREDAGEN
Morsø Kommune har i tæt samarbejde med Morsø Erhvervsråd arrangeret deltagelsen i Karrieredagen. På dagen deltog medarbejdere fra Vilsund Blue, BILA, Morsø Erhvervsråd og Morsø Kommune.

Karrieredagene er Danmarks største job- og karrieremesse for højtuddannede. Det er en rejsende messe, som i uge 10 blev holdt i København, Århus, Odense og Aalborg. Mors var med i Aalborg, hvor der var 2.343 besøgende, som kun var overgået af København i antal besøgende.

Beskæftigelses- og Erhvervsudvalgets har finansieret deltagelsen på messen med leje af stand, konkurrence mm.

Forfatter

Related posts

Top