Stor ændring i turismen bekymrer

Fra 2020 skal landets cirka 80 turistkontorer reduceres til mellem 15 og 20 såkaldte destinationsselskaber.

Det er essensen af et nyt lovforslag fra Regeringen og Dansk Folkeparti, der dog møder skarp kritik og bekymring fra flere sider.

– Det er en centralisering af magten, som ikke nødvendigvis er hensigtsmæssig for dansk turisme lokalt, siger turisme- og oplevelsesforsker fra Aalborg Universitet Peter Kvistgaard til DR P4 Midt & Vest.

Han kalder det for den største strukturelle, økonomiske og ideologiske ændring af dansk turisme nogensinde, og han er meget bekymret for, at den nye lovgivning vil ende i en “Yes Minister”-model, hvor alle blot skal gøre, som ministeren siger.

– Der er altså rigtig langt fra et skrivebord i København til stranden i Hvide Sande. Det er det, som bekymrer mig meget, siger Peter Kvistgaard.

Baseret på anbefalinger
Sådan ser Torsten Schack Pedersen, der er erhvervsordfører for Venstre, ikke på sagen.

– Det bliver jo ikke sådan, at ministeren sætter sig i sit lønkammer og siger “Nå, jeg tror, det bliver Bornholm, vi satser på i år”, siger han.

Torsten Schack-Pedersen. Foto : Katja Holm

I stedet mener han, at det ligesom i andre tilfælde vil være baseret på anbefalinger og indstillinger fra forskellige aktører. Blandt andet fra Det Nationale Turismeforum som også er dem, der har anbefalet, at man centraliserer de mange turistkontorer for at effektivisere den offentlige turismefremmeindsats.

Den lokale turistforening i Thy er bange for, at overblikket over, hvad der sker helt lokalt, vil forsvinde i en centralisering.

– Det skulle nødigt ske med det kæmpe arbejde, der allerede er lavet, siger formanden Henning Holm fra Thy Turistforening.

Forstår bekymringer
Torsten Schack Pedersen er helt med på, at man bliver bekymret, når der varsles ændringer af de strukturer, som man kender i forvejen. Han mener samtidig, at man bliver nødt til at reagere på det. Han fortæller, at det er vigtigt at understrege, at det ikke bare bliver Christiansborg, der kommer til at udstikke den nye struktur.

– Vi ved jo godt, at det er lokalt, man har indsigten. Derfor er det også kommunerne selv, der har bolden i forhold til at beslutte, hvordan de nye destinationsselskaber skal se ud, siger han til DR P4 Midt & Vest.

Hvis lovforslaget bliver vedtaget, har kommunerne ind til 2020 til at finde ud af, hvordan den nye struktur skal strikkes sammen.

Foto: VisitThy

Forfatter

Related posts

Top