Stærekasserne blitzer på livet løs

Som vi tidligere har beskrevet, har stærekasserne på Vildsundvej på Mors haft travlt i deres første levetid.

Siden de blev sat i drift den 19. november er flere end 2.000 bilister blevet blitzet.

Og politiet er overrasket over, at der er så mange overtrædelser på så kort tid.

– Det er alt for mange, der er blevet blitzet oppe på Mors og som har kørt for stærkt, siger leder af færdselsafdelingen i Midt- og Vestjyllands Politi, Jørgen Christensen til TV MIDTVEST.

Og de nye tal bekymrer færdselslederen:

– Det bekræfter vores bange anelser. De viser nemlig, at hver fjerde bilist kører over 90 kilometer i timen i 70’er zonen.

Jørgen Christensen håber, at bevidstheden om stærekasserne vil hjælpe med at få hastighederne ned.

– Vi ved, at når vi får hastigheden ned, så bliver det, der før var personskadeuheld til materielskadeuheld. Og det er helt centralt, siger han.

Forfatter

Related posts

Top