Selv om skoleåret er begyndt, er det ikke for sent at vælge om. Thy-Mors HF & VUC har fortsat ledige pladser på alle HF-linjer.
På årets første skoledag onsdag 12. august blev både nye og tilbagevendende HF-elever budt velkommen på skolen i Thisted.
Her mødte eleverne blandt andre skolens ledelse, lærere, studievejledere og støttefunktioner og fik et indblik i det kommende skoleår.
– Første skoledag handler naturligvis om at komme godt i gang fagligt, men det handler i lige så høj grad om fællesskab, tryghed og om at vise eleverne, at de bliver en del af noget større, siger rektor Erik Dose Hvid.

Mange aktiviteter venter
Allerede i de kommende uger skal HF-eleverne blandt andet deltage i Thy Masterclass, Kulturmødet på Mors og teambuildingaktiviteter.
Derudover har skolens linjer med tilhørende kollegie aktiviteter sammen med klasserne uden for skoletiden med blandt andet surf, outdoor-aktiviteter, klima og kreativitet.
Aktiviteterne skal være med til at skabe relationer på tværs af holdene og give eleverne oplevelser uden for klasselokalet.

Ikke for sent at vælge om
Ifølge Thy-Mors HF & VUC oplever skolen hvert år, at nogle unge og voksne først sent bliver afklarede omkring deres uddannelsesvalg.
– Vi ved, at der sidder unge derude, som endnu ikke har fundet den rigtige vej, eller som måske er blevet usikre på det valg, de tog tidligere på året. Til dem vil vi gerne sige, at det ikke er for sent, siger Erik Dose Hvid.
Skolen har fortsat ledige pladser på alle HF-linjer, og interesserede kan kontakte Thy-Mors HF & VUC på telefon 70 70 12 34 for en uforpligtende snak.
Foto : Josefine Liv, HF-Imagine



