Spektakulær scenekunst på Kulturmødet

 

Den 24. til 26. august er det femte gang, at Kulturmødet afvikles på Mors. I løbet af de forgangne år er begivenheden vokset fra 7.000 deltagere i 2013 til hele 20.000 sidste år. Kulturmødet har således manifesteret sig som Danmarks mest markante begivenhed, når det kommer til at sætte dagens og fremtidens kunst og kultur på den landsdækkende dagsorden.

Spektakulære franske firlinger underholder og foruroliger
Det franske kompagni Albedo står bag det, der kan forventes at blive en af de mest spektakulære og mindeværdige oplevelser på dette års udgave af Kulturmødet.

Med The Bigbrôzeurs har Albedo skabt et sæt absurde firlinger. De er to en halv meter høje, men halsen kan strække sig helt op til tre meter. Brødrene er iklædt frakker, gummistøvler og stærke briller, og med en blanding af forfølgelse og gemmeleg prøver de på dels at overraske publikum, dels at blande sig med det.

Det skaber en både stærkt underholdende og let foruroligende oplevelse. Underholdende, når det er andre mennesker, de antaster – men altid med en bevidsthed om, at det kan være éns egen tur næste gang.

Via sin absurde humor stiller Albedo seriøse spørgsmålstegn ved Big Brother-samfundets overvågning af os alle – og udstiller, hvad vores opfattelse af magt afhænger af.

Dunkelfolket indtager gadebilledet
En ganske anderledes gadeteateroplevelse vil blive leveret af Dunkelfolket, som Kirsten Gitz-Johansen fra Aalborg står bag. Det altafgørende kendetegn for Dunkelfolket er Gitz-Johansens både smukke og uhyggelige håndskårne træmasker.

Hertil kommer, at Dunkelfolket er en særdeles udtryksrig flok skabninger – men de siger aldrig noget. Tværtimod udtrykker de sig gennem kropssproget den medrivende akkompagnerende musik.

På Kulturmødet vil Dunkelfolket både opføre en forestilling og en gadeparade. Maskespillerne vil henvende sig direkte på tilskuerne på gaden – med smukke, chokerende, gruopvækkende, morsomme og vanvittige situationer til følge.

Stærkt rost teenageteater om fremmedangst
Inden for den mere traditionelle scenekunsttradition kan man opleve den nye kærlighedsforestilling Doktor Carl von Cosels hemmelige liv, og den musikalske forestilling Habibi af aarhusianske Opgang2, som sætter fokus på fremmedangst.

Kristeligt Dagblad har kaldt forestillingen for ”rasende relevant teenageteater for alle”, og i sin femstjernede anmeldelse fremhævede Aarhus Stiftstidende stykkets ”intensitet og nærvær” samt den ”fremragende tekst”.

Hertil kommer en masse øvrige forestillinger, herunder en del skabt af unge teatertalenter. 

Det komplette program offentliggøres den 1. august. Følg med på www.kulturmoedet.dk.

 

Foto : Kulturmødet/Lars Dahl Photography

Forfatter

Related posts

Top