Sparekassen Thy etablerer afdeling i Viborg

I løbet af efteråret åbner Sparekassen Thy en ny afdeling i Viborg for både privat- og erhvervskunder.

Sparekassen Thy har siden 2002 etableret fem afdelinger udenfor Thy, primært i området mellem Holstebro og Herning, hvortil kommer tilkøb af fem hele eller delvise pengeinstitutter siden finanskrisen. Det er derfor en naturlig forlængelse af den strategi at Sparekassen Thy nu åbner en ny afdeling i Viborg.

– Viborgområdet er et virkeligt spændende område med en god udvikling og en positiv befolkningsudvikling. Der skabes mange arbejdspladser i området og med et blomstrende erhvervsliv er det helt naturligt at vores nye etablering bliver i Viborg, siger Ole Beith, direktør i Sparekassen Thy.

Direktør er ansat
Afdelingens kommende adresse er endnu ikke faldet på plads, men derimod er afdelingens kommende direktør ansat.

– Vi har ansat en erfaren person med mange år i branchen, og som gennem en længere periode har arbejdet i en lignende funktion i Viborg området. Den nye direktør har et indgående kendskab til det marked, som vi nu ønsker at blive en del af. Vi er i fuld gang med planlægningen af de praktiske ting, og samle et kompetent hold, så vi kan slå dørene op til en ny afdeling i løbet af efteråret, siger Ole Beith.

Kunderne vælter fortsat ind
Sparekassen Thy har  188 års erfaring i at drive lokalt pengeinstitut, og markedsområdet er løbende blevet udvidet siden 2002, og er et af landets ældste og mest solide pengeinstitutter med en solvens på over 20%, og som i 2016 aflagde det bedste resultat i sparekassens historie.

– Sparekassen Thy har ca. 50.000 kunder og med en egenkapital på ca. 1,3 mia. kr. er vi klar til at byde nye kunder velkommen i Sparekassen Thy, påpeger direktør Ole Beith.

Sparekassen Thy har længe haft en massiv kundetilgang. En succes man tilskriver sparekassens løbende arbejde med de lokale værdier, hvor bl.a. beslutningerne tages lokalt af medarbejdere, der kender kunderne.

– Det er mit indtryk, at det tiltaler rigtig mange kunder, at der bydes ind med hurtige beslutninger, lokalt engagement og så naturligvis også konkurrencedygtige produkter. Det er noget af det, vi kan og har gjort i rigtig mange år, siger direktør Ole Beith.

Forfatter

Related posts

Top