Spar Nord Bank har de mest tilfredse privatkunder

For andet år i træk kårer Finanssektorens Uddannelsescenter Spar Nord som det pengeinstitut med de mest tilfredse privatkunder og i år de næstmest tilfredse erhvervskunder blandt de største pengeinstitutter i Danmark.

– Det kommer bag på os, at vi igen i år har klaret os så godt på kundetilfredshed, set i lyset af vores store it-konvertering fra SDC til BEC tidligere i år, siger afdelingsdirektør Gunner R. Jensen, Spar Nord Nykøbing og fortsætter:

– Ikke at vi har forsøgt at få kundetilfredsheden til at falde, men vi forventede nok lidt hak i tuden, eftersom vi har ændret alle vores digitale løsninger, som kunderne har været vant til. Men sådan gik det ikke, og det er vi utrolig glade for.

Bag kundetilfredshedsundersøgelsen står Finanssektorens Uddannelsescenter i samarbejde med analysefirmaet Dataminds, hvor knap 39.000 danskere har deltaget.

Høj tilfredshed og loyalitet
Undersøgelsen viser, at Spar Nord både scorer højt på tilfredshed og loyalitet blandt såvel private som erhvervskunder. Også bankens nye netbank og mobilbank er der stor tilfredshed med, ligesom bankens priser og ydelser vurderes til at være meget i balance.

– Når vi tænker på, hvor mange interne ressourcer, der har været beslaglagt i forbindelse med konverteringen, så er resultaterne et udtryk for, at vores medarbejdere – oveni at skulle sætte sig ind i et nyt system – har gjort en kæmpe indsats for at yde kompetent og tilfredsstillende rådgivning til bankens kunder, siger Gunner R Jensen.

 

Om Spar Nord
Med næsten 400.000 kunder, 1.550 medarbejdere og 67 lokale banker (filialer) over hele landet er Spar Nord blandt de største banker i Danmark. Banken har gennem finanskrisen hvert år leveret trecifrede millionoverskud og leverede i 2015 et overskud før skat på 1.074 millioner kroner.  Spar Nord ejes af cirka 117.000 aktionærer.

Forfatter

Related posts

Top