Medarbejderne har slidt og slæbt mere end normalt den seneste tid i Balling. Butikken lukkede lørdag den 31/1 som Brugsen og før solen stod op mandag, åbnede butikken som SPAR med gode åbningstilbud, nye kasselinjer og ikke mindst en ombygget og stor frugt- og grøntafdeling.
– Vi har haft fart på, og det er gået godt. Allerede mandag morgen kom de første glade, fortæller købmand Mikkel Janum.
Ikke færre end 53 paller med nye varer blev kørt ind i butikken i weekenden, og søndagen gik med at fylde op, så den nye SPAR stod klar i topform, da dørene åbnede klokken 6.30 mandag.
– Vi får nyt inventar i næste uge og derefter begynder den helt store ombygning, hvor vi rigtigt rykker rundt på tingene inden vi er klar til en rigtig åbningsfest i marts, fortsætter købmanden, der også sender en tak til sine medarbejdere og til andre i SPAR, der har hjulpet med at få skiftet til at glide.
– Mine medarbejdere har virkelig gjort det godt. Det er en forandring for os, men en spændende forandring, og den har alle taget til sig, siger Mikkel Janum.
På en ekstraordinær generalforsamling i oktober sidste år valgte Brugsforeningen Balling at skifte til SPAR, og det er det skifte, som nu bliver effektueret. Købmand Mikkel Janum var uddeler i den tidligere brugs, lige som hans medarbejdere også er skiftet med over i det nye kædekoncept.









