Solidt regnskab fra Thisted Forsikring

Thisted Forsikring fortsætter den positive udvikling med et stærkt regnskab og præsenterer et resultat før skat på 46 mio. kr. samt en balanceret vækst på 6 %

Thisted Forsikring A/S opnåede et solidt resultat på 31,3 mio. kr. på den primære drift (forsikringsteknisk resultat) samt et positivt resultat af investeringsvirksomheden på 14,9 mio. kr.

Selskabets langvarige positive udvikling fortsætter med en stigning i bruttopræmieindtægter på 6 % til 389 mio. kr. Væksten er balanceret og tilpasset selskabets strategi om geografisk virkeområde. Således er væksten stort set alene tilgået selskabet i Nord-, Midt- og Vestjylland.

Både det forsikringstekniske resultat og investeringsresultatet for 2019 er bedre end det forventede, og betegnes begge som meget tilfredsstillende.

Langvarig stabil udvikling og ambitiøse vækstmål
Thisted Forsikrings administrerende direktør Dennis René Petersen peger blandt andet på, at selskabets strategiske rejse har medvirket til den gode og stabile udvikling, både hvad angår selskabets vækst, dets indtjening og den deraf følgende konsolidering:

– De seneste mange år har vi omlagt selskabets strategiske virkeområder, således vi i dag har mere end 85 % af vores forretningsgrundlag på vores hjemmebane – nemlig Nord-, Midt- og Vestjylland. Vi er meget stolte over at levere endnu et solidt resultat. Det er faktisk det 10. i træk, siger han og fortsætter:

– Tilbage i 2017 satte vi som mål, at vi ville have en omsætning på 500 mio. kr. senest ved udgangen af 2022. Det mål forfølger vi stadig, og det ser ud til, at det er en målsætning, som vi kan indfri, mens vi på samme tid har øje for vækstmål af mere kvalitativ karakter, fortæller direktøren.

Fremtidens kompetencer
Selskabets positive udvikling giver selvsagt travlhed i organisationen, og Dennis René Petersen fremhæver i den forbindelse Thisted Forsikrings medarbejdere, der alle yder en stor arbejdsindsats.

– Travlheden har ført til nyansættelser, både hvad angår traditionelle forsikringsmæssige jobs, men også i specialiststillinger, der i højere grad skal ruste Thisted Forsikring til at favne fremtidens digitale udfordringer og sikre vores kunder og dermed forretningen de bedste vilkår.

Thisted Forsikring beskæftiger idag 102 ansatte.

– Vi ser frem til et 2020, hvor vi trods den nyligt opståede Coronakrise fortsat forventer en lønsom vækst og et solidt forsikringsteknisk resultat. Forventningerne til investeringsresultatet for 2020 er som følge af Coronakrisen meget vanskeligt og usikkert at forudsige. Ved indgangen til 2020 var forventningerne et positivt investeringsafkast. Som følge af krisen forventes nu et negativt afkast, der kan blive betydeligt, slutter administrerende direktør Dennis René Petersen.

Forfatter

Related posts

Top