Søren Haagen ny målmand i Mors-Thy Håndbold

På grund af Dane Sijans skade har der været hektisk aktivitet hos Mors-Thy Håndbold for hurtigst muligt at skaffe en rutineret og kvalificeret afløser for Dane, som kan danne målmandsteam med Nikolaj Pedersen og Mads Primdahl.

Mors-Thy Håndbold er derfor i denne vanskelige situation tilfredse med at have indgået aftale med den tidligere landsholdsmålmand Søren Haagen for resten af 2015/16-sæsonen.

Søren Haagen er 41 år og spillede i årene 1994-2000 79 kampe for det danske herrelandshold, mens han på klubplan repræsenterede GOG og SG Flensburg-Handewitt. Søren Haagen gjorde i sidste sæson overraskende comeback til tophåndbold, hvor han var den rutinerede part i GOGs målmandstrio. Før sit comeback til ligaen ”hyggede” Søren Haagen sig i flere sæsoner hos Fåborg ØH i 3.division.

– Alle i klubben føler med Dane og håber at se ham tilbage i Mors-Thy-trøjen i løbet af sæsonen. Vi er glade for så hurtigt at have fået en aftale på plads med rutinerede Søren Haagen. Økonomisk er det selvfølgelig en streg i regningen og en stor udfordring for Mors-Thy Håndbold, hvor der de kommende måneder vil blive arbejdet hårdt for igen at få balance i regnskabet, siger Henrik Hedegaard fra MTH bestyrelsen.

Cheftræner Jan Paulsen trak efter Dane Sijan’s skade i sit netværk.

– Efter kampen mod Aalborg Håndbold, hvor Dane udgik med en skade, gennemgik jeg straks de målmænd jeg kender, og jeg har været i dialog med mange siden mandag aften. Sørens navn poppede op og jeg vidste ikke, hvordan landet lå med ham, men heldigvis viste det sig at Søren var ledig og jeg var ikke i tvivl om at kunne det lykkes at lave en aftale med ham, så var det den bedste løsning, siger cheftræner Jan Paulsen, der kender Søren Haagen personligt.

– vi har spillet på landsholdet sammen og spillet et utal af gange mod hinanden både i Danmark og i Bundesligaen, så vi har haft nogle gode snakke og har fundet en løsning som passer begge parter. Sørens kvaliteter består i, at han er en rutineret målmand, meget eksplosiv og har en god ro i målet, tilmed er han rigtig dygtig til at sætte kontra og hurtig midte i gang qua sin tid i GOG, siger Jan Paulsen.

Søren Haagen glæder sig til at tørne ud for Mors-Thy Håndbold.

– Jeg fik en henvendelse fra Mors-Thy Håndbold tidligere på ugen, efter Dane Sijan desværre kom til skade i deres kamp mod Aalborg Håndbold. Jeg syntes, at det var sjovt at spille liga sidste år, så da vi kunne få enderne til at hænge sammen, sagde jeg ja, siger Søren Haagen.

Søren Haagen stødte til Mors-Thy Håndbolds ligatrup i forbindelse med træningen fredag eftermiddag.

Forfatter

Related posts

Top