Sønderbombet samarbejde i Thisted Byråd

Samarbejdsklimaet i Thisted Byråd er sønderskudt efter de seneste ugers kaos omkring udviklingsplanerne på børne- og skoleområdet og ikke mindst Dansk Folkepartis enegang sammen med Enhedslisten og Socialdemokraterne.

Der findes vilje til at finde fornuftige løsninger på problemerne hele raden rundt i byrådet, men aftenens debat om tillægsbevillingen til dagsinstitutionerne gav en klar pejling af, at skårene mellem Dansk Folkeparti og Venstre og Konservative slet ikke er klinket.

Tværtimod viste debatten, at fronterne er trukket ualmindeligt skarpt op og at det bliver mere end svært for Borgmester Lene Kjelgaard Jensen at lægge en udviklingsdagsorden for kommunen i og med, at hun ikke aner, hvorvidt hun har et flertal bag sig i kommunen eller ej. Dermed risikerer Thisted Kommune at komme til at stå i udviklingsmæssig stampe og det kan skade kommunen på alle områder.

Situationen forværres af, at V og K er bitre over DF´s politiske holdningsskifte. Og det blev formentligt ikke bedre, da Dansk Folkepartis Ib Poulsen flere gange anvendte udtrykket “det nye politiske flertal” i flere udgavet og sammenhænge.

Dermed er Lene Kjelgaards position som borgmester reelt undermineret, og burde “udskrive valg i utide”. Det kan man bare ikke i kommunerne og dermed er den politiske situation i Thisted Kommune totalt fastlåst ved tærsklen til et nyt år.

Forfatter

Related posts

Top