Smag på Alive Festival uden billet

Imorgen starter jubilæumsudgaven af Alive Festival i Thisted

Festivalen har gennem årene på bedste vis forsøgt, at give gæsterne alt det bedste fra Thy, og samtidig skabe den festival, Thy fortjener. Folkene bag festivalen har tillige altid været bevidste om, hvordan den bedst kan gavne lokalområdet. Derfor kan alle thyboerne igen i år opleve Alive Festival – selv uden armbånd. Der vil nemlig være to gratis arrangementer til dette års festival med musik, lækker mad og god stemning for alle der har lyst: Åben festivalplads fredag og En dag ved havet lørdag.

Alive drager til Nørre Vorupør
I syv år har festivalen rykket teltpløkkerne op og draget til Vesterhavet for en eftermiddag, og i år bliver arrangementet En dag ved havet for første gang afholdt i Nørre Vorupør fredag d. 17. august kl. 10.00-17.00. Arrangementet er åbent for alle og vil byde på fem timer med Vesterhav, strandstemning, bar og afslappende musik.

Arkivfoto

Har man ikke billet til festivalens surfskole eller harpunfiskeri, vil der stadig være masser at byde på. Med den fantastiske vestenvind i håret vil det være muligt at spille fodbold på stranden, kaste sig i havnebadet, indtage en fiskeplatte af lokale råvarer, nyde en kold øl tilbagelænet med udsigt over herlighederne og meget, meget mere.

Gratis adgang til festivalpladsen
Lørdag d. 18. august kl. 12.00-15.30 vil festivalpladsen i Christiansgave blive åbnet for alle. Traditionen tro vil alle interesserede blive budt ind til en gratis eftermiddag med interessante øloplevelser, lækker mad, spændende aktiviteter og solide koncerter.

Alle ingredienser til den helt rette festivalstemning vil nemlig være på plads: Tre solide koncerter med hhv. Thy Chamber Music Festival, Jazz i Thy og det lokale musiktalent Anches. Derudover vil der være ølsmagning med Thisted Bryghus, udsøgt mad og drikke samt skakturnering i samarbejde med Thisted Skakforening – præmien (tro det eller lad være): et Anders And blad signeret til vinderen af den regerende, norske verdensmester Magnus Carlsen. Hvem havde troet det?

Skulle man være interesseret kan man læse mere på www.alivefestival.dk/program eller på facebook.

Forfatter

Related posts

Top