Skoleveje påvirkes i 5 mdr. af anlægsarbejde i Nykøbing

På mandag begynder anlægsarbejde ved Maagevej og på Højbro i Nykøbing. Det kommer til at påvirke trafikken i fem måneder. Morsø Kommune beder i den forbindelse forældre til skolebørn at være opmærksomme på, om det er nødvendigt at vise børnene en anden rute til skole. For billisterne får arbejdet på Maagevej også betydning, da den lukkes for gennemkørsel.

Anlægsarbejdet får med andre ord betydning for gennemkørsel og færdsel, ligesom der begge steder også lukkes af for gående og cyklister frem til den 27. juli.

Der vil blive taget hensyn til de mange skolebørn, som færdes på strækningerne. Som alternativ rute anbefales det at benytte Fruevej og Vesterbro. På Vesterbro vil der komme opmærkede baner til cyklister, og indenfor disse baner vil det ikke være lovligt at parkere. Bilister i området bedes være ekstra opmærksomme på børnene i trafikken.

Kort over hvor der er spærret i Nykøbing frem til 27. juli i år. Foto: Morsø Kommune

Planlagt samtidigt
Morsø Kommune  beklager i en pressemeddelelse, de besværligheder det må give borgerne, og har informeret beboere, der vil blive direkte berørt af arbejdet. Det er planlagt at udføre og færdiggøre begge projekter samtidigt for, at beboere på Vesterbro ikke skal generes ad to omgange.

Maagevej lukkes for gennemkørsel af både køretøjer og cykler. Der vil blive skiltet til alternative ruter. Arbejdet på Højbro får ikke betydning for biler og andre tunge køretøjer i første omgang. Der vil blive skiltet og orienteret nærmere i det omfang, hvor det bliver nødvendigt at spærre for trafik i forbindelse med arbejdet.

Skoler er orienteret
Dueholmskolen og M.C. Holms Skole er orienteret og informerer forældre via skoleintra. M.C. Holms Skole vil også gøre eleverne opmærksomme på situationen til morgensamling fredag. Forældre kan tage en snak med deres børn og vise dem den nye rute, hvis de skal gå eller cykle en anden vej til skole i de næste fem måneder, og minde børnene om at holde sig indenfor den farvede kantbane, hvis de skal cykle via Vesterbro.

Forbedringer på vej
Arbejdet på Højbro skyldes, at den trænger til at blive renoveret. Arbejdet ved Maagevej er en del af den nye havnepromenade i Nykøbing og kommer til at bidrage med en række forbedringer.
Fortovene erstattes med en dobbeltrettet sti i asfalt og giver dermed en mere trafiksikker vej for cyklister og bedre mulighed for at nyde en tur langs vandet. Her kommer også en rabat af
strandgræs og ny belysning på strækningen fra Jernbanevej til Fasanvej.

Arbejdet på Maagevej betyder fra på mandag og fem måneder frem, at:
– Maagevej spærres fra Kastanie Alle frem til Klosterparken
– der er omkørsel ad Næssundvej, Vesterbro, Fruevej og Kastanie Alle
– kørsel med ærinde er tilladt frem til Maagvej 46. Beboere og gæster til Maagevej skal benytte
adgangen nordfra
– Refshammervej og Klosterbugten er blinde i anlægsperioden
– strækningen er også spærret for fodgængere og cyklister
– stien fra Marielyst-anlægget spærres ud mod Maagevej

Foto: Morsø Kommune

Forfatter

Related posts

Top