Skoler i vildrede: Skal skaffe samtykke til test af elever

Fra på mandag får eleverne i grundskolens afgangsklasser i Nord- og Vestjylland mulighed for at vende tilbage til den fysiske undervisning. Det sker med en kraftig opfordring fra regeringen til, at elever fra 12 år og op lader sig teste for coronavirus to gange om ugen.

Hos landets skoleledere er forventningen, at det vil kræve et samtykke fra forældrene at teste eleverne på skolerne.

– Om det bliver digitalt eller skriftligt, det ved vi ikke endnu, og vi ved heller ikke, hvordan sådan en erklæring skal se ud, siger formand Claus Hjortdal, Skolelederforeningen.

Opfordringen til test giver ikke bare nogle juridiske hovedbrud for skolerne. Det risikerer også at så splid mellem eleverne, lyder det fra Claus Hjortdal.

– Hvis børnene testes på skolen, så giver forældrene samtykke til, at skolen får resultatet først. Man sidder måske i klassesammenhæng og får at vide, at den og den er smittet, nu skal alle sammen hjem.

– Det kan også være, at der er to-tre elever i en klasse, der ikke skal testes, fordi forældrene ikke har givet samtykke. Der kommer noget nyt ind i klasserummet, som vi ikke synes er særligt hensigtsmæssigt, siger Claus Hjortdal.

De nærmere retningslinjer og et udkast til samtykkeerklæring er ved at blive udarbejdet. Men det er næppe klar til på mandag, vurderer Claus Hjortdal.

/ritzau/

Foto: Skolelederforeningen

Forfatter

Related posts

Top