Sjørring Maskinfabrik øger sikkerheden efter dødsulykke

En 59-årig mand mistede forrige onsdag livet i en arbejdsulykke på Sjørring Maskinfabrik.

Efterfølgende udstedte Arbejdstilsynet et strakspåbud, som skal sikre, at arbejdet ved den pågældende arbejdsstation kan udføres sikkert. Kort fortalt skal der udarbejdes en sikkerhedsinstruks, som medarbejderne skal læse inden arbejdet ved arbejdsstationen påbegyndes. Sjørring Maskinfabrik har dog valgt at øge sikkerheden ud over det, som påbuddet siger. På hvilken måde vendes der tilbage til senere i artiklen.

Den tragiske ulykke skete, da den 59-årige mand var i gang med at skifte en halv tons tung adaptor på et fikstur, der bruges i produktionen af skovle til gravemaskiner. Adaptoren er med til fastholde skovlen, mens der bliver arbejdet på den. Alt efter hvilken type skovl, der skal laves, skiftes adaptoren ud. Det var i et forbindelse med et sådan skift, at ulykken indtraf.

Oversigtsbillede ulykkesstedet. I den blå ramme ses den op halv tons tunges adaptor korrekt ophængt i kranen, som er med til at holde den. Foto: Arbejdstilsynet

Arbejdstilsynet konstaterede under sit besøg umiddelbart efter ulykken, at arbejdet med skift af adaptor på skovlfikstur ikke blev udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, som der står i den rapport der efterfølgende blev udarbejdet.

Det begrundes i rapporten med, at ansatte løsnede en adaptor (…) uden først at have sikret adaptoren mod risiko for nedstyrtning ved hjælp af kranen. Dermed kunne adaptoren falde ned over den 59-årige mand – hvilket altså også var det, der endte med at koste ham livet.

Sikkerheden øges mere end påkrævet
Arbejdstilsynet skriver i sin rapport at løftegrej i form af traverskran var til stede og fremstod intakt og i sikkerhedsmæssig forsvarlig stand.

Alligevel har Sjørring Maskinfabrik i kølvandet på ulykken som nævnt øget sikkerheden i højere grad end krævet af Arbejdstilsynet, på en sådan måde, at adaptoren ikke længere kan falde ned – selv hvis, der skulle blive begået menneskelig fejl under arbejdet. Det bekræfter produktionschef Jens Holm fredag morgen.

Han ønsker dog ikke at udtale sig om selve løsningen, men fortæller dog at den blev implementeret i starten af ugen.

LÆS OGSÅ:

Arbejdsulykke i Thy: 59-årig mand har mistet livet

 

Forfatter

Related posts

Top