Simon Kollerup svarer på nødråb fra Thy

Tidligere på dagen efterlyste Handelsstandschef i Thisted Handel- og Industriforening, Michael Vendelbo, klare linjer fra regeringen i forhold til hjælpepakker til erhvervslivet.

For alt imens landets storcentre er blevet beordret lukket i forsøget på at inddæmme smitten af coronavirus, står det de øvrige butikker i blandt andet landets gågader frit for, om de vil holde åbent eller ej.

Men det har skabt både tvivl og frustration blandt butiksejerne. For hvis de frivilligt vælger at lukke ned, så er der umiddelbart intet i regeringens hjælpepakker der gør, at de er berettiget til at få kompensation. Reglerne siger nemlig, at man ikke må bringe sin omsætning kunstigt ned for at få del i hjælpepakkerne.

Nu svarer Erhvervsminister Simon Kollerup så på nødråbet fra Thy. I en mail til redaktionen skriver han:

– Som regering ønsker vi ikke at straffe virksomheder, som viser samfundssind og rettidig omhu. Tværtimod ønsker vi at hjælpe dem. Man er derfor selvfølgelig ikke tvunget til at holde sin forretning åben for at få kompensation for sine faste udgifter, hvis det kloge i forhold til den enkelte forretning og regeringens anbefalinger i øvrigt er at lukke den midlertidigt.

Han fortsætter:

– Virksomheder, der lukker en butik frivilligt i en periode – for eksempel på grund af en markant nedgang i omsætningen – er også berettiget til at søge kompensation for dækning af virksomhedens faste omkostninger. Med ordningen vil virksomhederne kunne få kompensation for op til 80 procent af deres faste omkostninger.

LÆS OGSÅ:

Frustreret handelschef savner klare linjer fra regeringen

Foto: Keld Navntoft

Forfatter

Related posts

Top