Sidste frist nærmer sig: Virksomhedsejere kan stadig sænke skatten efter salg

Virksomhedsejere og ejendomsinvestorer, der solgte virksomhed eller erhvervsejendom i 2025, har nu under en måned til at udnytte en af skattesystemets mest fordelagtige ordninger.

Den 1. juli udløber fristen for at indbetale fortjenesten fra et salg på en såkaldt ophørspension og dermed opnå fradrag i den personlige indkomst for salgsåret.

Ifølge privatøkonom Bettina Brask fra Jyske Bank er ordningen fortsat overset blandt mange virksomhedsejere.

– Vi oplever, at mange først sent i processen bliver opmærksomme på ophørspension. Men det er et af de mest effektive værktøjer til at bevare værdien af det, man har opbygget gennem et helt arbejdsliv, siger hun.

Ordningen gør det muligt at indskyde hele eller dele af avancen fra et virksomhedssalg på en pensionsordning. Dermed udskydes beskatningen til pensionsårene, hvor skatteprocenten ofte er lavere.

Samtidig er målgruppen for ordningen blevet bredere. Hvor ophørspension traditionelt har været anvendt af klassiske virksomhedsejere, kan aktive ejendomsinvestorer i dag også være omfattet.

Det kræver dog, at ejeren har været aktivt involveret i driften af udlejningsejendommene og ikke blot har fungeret som passiv investor.

– Det overrasker mange ejendomsejere, at de faktisk kan være omfattet. Men den aktive rolle i driften er afgørende, siger Bettina Brask.

Ud over skattefordelen fremhæver Jyske Bank, at ophørspension kan skabe økonomisk fleksibilitet efter et salg, fordi udbetalingerne kan tilpasses den enkelte investors eller virksomhedsejers behov.

I 2026 kan der maksimalt indbetales 3,44 millioner kroner på en ophørspension. For at benytte ordningen skal man blandt andet være fyldt 55 år og have drevet selvstændig virksomhed i mindst 10 af de seneste 15 år.

Fristen for indbetaling ved salg gennemført i 2025 er den 1. juli 2026.

af Christian Kjeldsen

Relaterede artikler

Mors, Sport, Thy, Topnyheder

Fra Mors-Thy til landsholdet: Lorik Zogaj får debut for Kosovo U20

Mens storebror Shaban allerede har etableret sig på Kosovos A-landshold, har Mors-Thy Håndbold Akademis Lorik Zogaj nu taget det første skridt på den internationale håndboldscene med sin debut for Kosovos U20-landshold.
2 min read
Job & Erhverv, Mors, Thy, Topnyheder

Turismeboom sender milliarder til landdistrikterne

Turismen skabte en rekordomsætning på 171 milliarder kroner i 2025 – og hele 97 milliarder blev lagt i landdistriktskommunerne.
1 min read
Alarm 112/114, Mors, Topnyheder

Ukrudtsbrændere udløste to brande på to dage

En ukrudtsbrænder var formentlig årsag til to brande ved Nykøbing på to dage – med vidt forskellige udfald.
1 min read

Hjælp os med at dække din by
– Tip os om nyheder!

Så er du med til at hjælp os med at dække de vigtigste historier i dit lokalområde.