Sidste forestilling i det gamle teaterhus

Fredag den 7. og lørdag den 8. december inviterer Limfjordsteatret til sine absolut sidste forestillinger i det gamle teaterhus i skolegården: Årets juleshow for voksne med de to skuespillere og entertainere Farshad Kholghi og Mads Keiser. Et rablende morsomt, musikalsk og politisk ukorrekt juleshow, der indledes med en traditionel julebuffet.

– Det er da lidt vemodigt for os alle sammen at skulle forlade det hus, hvor det hele startede, siger teaterleder Gitta Malling.

– Efter nytår begynder vi at pakke godt 29 års teatervirksomhed i flyttekasser, til marts får vi overrakt nøglerne til det nye teaterhus, og til april begynder vi for alvor at flytte ind. Det glæder vi os til gengæld rigtig meget til, fortæller hun.

Men først altså to juleforestillinger med de alsidige herrer, Farshad Kholgi og Mads Keiser, på scenen. Farshad Kholgi er både skuespiller, entertainer, foredragsholder og debattør, blandt andet kendt som medlem af comedy-gruppen ”Den Nøgne Sandhed” og manden bag succesfulde soloforestillinger som ”Kan du sige ’Rødgrød med fløde’” og ”Alle veje fører til Vojens”.

Mads Keiser, er uddannet fra Statens Teaterskole og blev oprindelig kendt fra comedy-gruppen ”Plat”, hvor han optrådte sammen med Michael Carøe og Peter Kær. En årrække var han fast skuespiller på Det kongelige Teater og uddannede sig senere til journalist. Han har været tv-vært på både DR og TV2, lavet standup-shows som ”Enestående” og ”Tango med Charles” og er en flittigt benyttet foredragsholder og konferencier.

Duoen Kholghi & Keiser lover både nissequiz, gakkelakkede julesange og sandheden om, hvad der egentlig skete dengang i stalden. Til gengæld advarer de om, at det næppe bliver helt politisk korrekt.

Der er stadig få billetter til fredagens forestilling og lidt flere til lørdagens.

Forfatter

Related posts

Top