Sidste chance for at brevstemme er fredag

På tirsdag den 21. november er der valg til kommuner og regioner. Hvis du er forhindret i at møde op på afstemningsstedet den dag, kan du vælge at brevstemme.

Det har været muligt at brevstemme siden den 10. oktober. Og i morgen, fredag den 17. november klokken 16, er det sidste chance for at stemme på forhånd.

– Valget til kommuner og regioner er vigtigt. Det handler om vores hverdag og om, hvor meget vi betaler i skat. Demokrati og medbestemmelse kommer ikke af sig selv. Hvis man ikke stemmer, er det jo andre, der bestemmer. Så jeg vil opfordre til, at man kigger i kalenderen og sikrer sig, at man kan stemme på tirsdag, Ellers skal man skynde sig at brevstemme senest i morgen eftermiddag, siger Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll.

På Mors er der mulighed for at brevstemme frem til kl. 13 på Morsø Folkebibliotek, og frem til kl. 16 i Borgerservice hvilket også er tilfældet for borgere i Thisted Kommune.

Sådan brevstemmer du:

  • Du kan brevstemme i hvilken som helst kommune og ikke blot, hvor du bor.
  • Du kan for eksempel møde op på et borgerservicecenter og stemme. I nogle kommuner er det også muligt at brevstemme på biblioteker eller andre steder.
  • Kontakt kommunen, eller gå ind på dens hjemmeside for at se, hvor du kan brevstemme, og hvad åbningstiderne er. På fredag skal alle kommuner holde åbent til klokken 16 mindst ét sted i kommunen.
  • Du skal huske at medbringe gyldig legitimation, for eksempel kørekort, pas eller sundhedskort, når du møder op for at brevstemme.
  • Hvis du opholder dig i udlandet, kan du brevstemme på enhver dansk repræsentation, dvs. på den danske ambassade eller det danske konsulat i det land, hvor du opholder dig. Her gælder der ingen sidste frist for at brevstemme. Men du skal brevstemme i så god tid, at din brevstemme kan nå at blive sendt hjem til dit valgsted, inden valget begynder på tirsdag kl. 8.

Foto : KL

Forfatter

Related posts

Top