I aften klirrer poser med bajere og breezere for sidste gang til Bondebal i Thy. Efter mere end 30 år lukker de populære halfester for unge under 18 i Hannæs Hallen.
Det sker, efter Thisted Kommunes kommunalbestyrelse har besluttet, at unge under 18 ikke længere må drikke alkohol i kommunale haller.
Bondebal har samlet op mod 300 unge fra 8. klasse til 17 år flere gange om året. 15-årige Ida Christensen kalder beslutningen “ekstremt træls” og frygter for fællesskabet.
– Det er en fest, hvor alle er inviteret, og hvor der er et rigtig godt sammenhold, siger hun til DR.dk.
Festerne har været arrangeret af frivillige med voksne til stede og stramme alkoholregler. Bestyrelsesformand Jens Højbak mener, de unge mister et trygt samlingssted.
– De kommer til at lide under de nye regler, siger han.
Også forældre har følt sig trygge ved rammerne omkring Bondebal.
Kommunen fastholder dog beslutningen af hensyn til sundhed og en tidlig alkoholdebut. Spørger man SSP-konsulent i Thisted Kommune Jack Soleng, så var det også på tide, at Thisted Kommune fik lukket ned for festerne.
– Vi har haft lidt en stenaldermentalitet i forhold til rigtig mange andre kommuner. Hvis jeg spørger SSP-kollegaer rundt omkring i landet er de er rystede over, at vi stadig har festerne heroppe i det her hjørne af Danmark, siger Jack Soleng.
I aften slutter Bondebal-æraen med temaet “nytårsvibes”. Herefter skal de unge i Thy finde nye måder at feste på – uden alkohol i hallerne.
Ifølge DR.dk er Thisted langt fra den eneste kommune, hvor halfesterne nu forsvinder.
Foto : Dominik Mecko








